Ny metode: Nu kan du betale uden pinkode

Du holder blot betalingskortet henover dankort-terminalen, og så har du betalt for din vare. Sådan fungerer en ny betalingsmetode som Danske Bank lancerer i dag i en af juicekæden Joe & The Juices butikker.

Som de første herhjemme lancerer Danske Bank nu en metode til at betale uden du behøver indtaste din pinkode. Du holder blot betalingskortet henover dankortautomaten, og så er juicen eller kaffen betalt.

- Vi ser meget store perspektiver i den kontaktløse betaling. Det giver en nemmere og hurtigere betalingsoplevelse, og samtidig udvider vi den palette af alternativer, som kunderne kan vælge at betale deres varer med. Vi har set stor tilslutning til vores MobilePay-løsning, og vi tror også, at mange kunder vil tage kontaktløse betalinger til sig. Vi har allerede udstedt flere end 30.000 kort, der kan bruges til kontaktløse betalinger, og vi forventer, at mange flere butikker vil følge i Joe & The Juices fodspor over de kommende måneder, siger Jesper Nielsen, vicedirektør i Danske Bank.

Den nye kontaktløse betalingsmetode er fra i dag indført i Joe & The Juice på Gammel Mønt i København, og juicekæden forventer at udbrede metoden til alle kædens butikker, fordelen er nemlig til at tage og føle på, mener juice-kædens grundlægger Kasper Basse.

- Vi får en hurtigere og enklere betaling, og gæst og medarbejder får mere frihed til tale med hinanden", siger Kasper Basse.

For at betale uden pinkode - indtil videre i Joe & The Juice, - skal du have et såkaldt MasterCard Direct i Danske Bank. Man kan kun betale uden pinkode for beløb, der ligger under 200 kroner.