Thomas blev direktør som 14-årig

16x9

Den unge nordjyde og iværksætter har adm. direktør, politisk redaktør og tv_vært på sit CV

Administrerende direktør, politisk redaktør og talkshow-indehaver er kun få af de ting, som Thomas de Oliveira kan sætte sit flueben ud for - og så er han kun 15 år.

De mange titler konkurrerer mod hinanden på Thomas de Oliveiras meget unge CV. Men trods den unge alder, har den 15-årige nordjyde og folkeskole-elev allerede en seks-årig lang karriere bag sig.

Thomas de Oliveira startede nemlig allerede sin iværksætter-karriere som ni-årig på det lokale loppemarked. Siden da har han kæmpet for omverdenens anerkendelse af hans kompetencer.

Og den kampånd har gjort ham respekteret blandt kollegaerne.

"Han er jo en frisk ildsjæl, der bestemt gør en forskel. Og så er han en god iværksætter," fortæller Nicolai Frisch, der er direktør for Amino.dk, mødestedet for iværksættere og erhvervsledere.

Fik eget firma som 13-årig
Han fortæller også, at unge Thomas de Oliveira nu samarbejder med to af de mest respekterede medarbejdere på Amino.dk.

Den unge 10. klasse-elev, der ikke vil røbe sin formues præcise størrelse, fik for alvor sparket sin karriere i gang som 13-årig med medie-firmaet billedshop.com, som han selv startede op fra bunden af.

Siden da har han iværksat forskellige hjemmesider, hvor han blandt andet blev politisk redaktør på nyhedsmediet PolitikNyt.dk og tv-vært på Work.dk og indehaver af sit eget talkshow. Han fortæller også, at han som 14-årig blev ansat som administrerende direktør på hjemmesiden Iwanna.dk, der solgte solbriller.

Det har alt sammen gjort den unge slipsemand til et kendt ansigt i store dele af det danske erhvervsliv.

Plejer sit brand
Og netop slipset, der sidder pænt fast med en slipsenål på skjorten er ikke tilfældigt valgt. Thomas de Oliveira klæder sig nemlig ikke som sine andre folkeskole-venner.

"Det er en del af mit brand at se velklædt ud. Selvom jeg ikke vil sættes i bås, så er det vigtig for mig, at se ordentlig ud. Men jeg prøver også at undgå at virke for arrogant," siger den 15-årige, der også fortæller, at han aldrig kunne finde på at vise sig offentligt i joggingtøj.

"Jeg har en masse holdninger, som jeg gerne vil frem med, og det afspejler mit tøj også," siger han.

Et nyt projekt på trapperne
Og det er de holdninger, der nu har fået Thomas de Oliveira til at droppe de mange projekter til fordel for, at han vil koncentrere sig om sin skolegang og sin helt store passion.

Han har nemlig et nyt projekt på trapperne, som skal hjælpe ham ud med et budskab, der ligger ham tæt på hjertet.

"Jeg mener, at det offentlige besværliggør iværksætteri for unge med bureaukrati og alt for meget papirarbejde. Det er simpelthen for svært som ung iværksætter at komme i gang, og det tager modet fra de unge," mener Thomas de Oliveira.

Derfor er han nu i gang med at starte en ny hjemmeside op, som skal skabe debat og opmærksomhed omkring emnet.

Blev smidt rundt i det sociale system
Det nye projekt ligger ham meget nær, da vejen til tops heller ikke har været nem for ham - og familielivet gjorde det ikke nemmere.

"Min far døde af stress, da jeg var ti år gammel, og jeg kunne ikke bo hos min mor. Jeg har derfor boet flere forskellige steder og blevet smidt rundt i det sociale system fra plejefamilier til ungdomsinstitution og tilbage til plejefamilie," fortæller han.

Men det var netop farens død, der fik ham til at kæmpe for sin succes, og trodse de lidt forvirrende børne- og ungdomsår.

"Efter hans død, har jeg på en eller anden måde prøvet at bevise over for ham, at jeg godt kan. Og det er hans død, der i dag er skyld i, at jeg er nået så langt," fortæller Thomas de Oliveira.

"Og jeg er faktisk rigtig stolt af, at jeg er kommet så langt. Og jeg synes, at det er velfortjent," siger han, og fortæller, at han ikke har noget problem med, at være lidt kendt som den unge iværksætter.

"Jeg har ikke noget imod at være kendt, så længe det er på baggrund af noget, der er anerkendt og succesfuldt," siger han.

Fremtiden er usikker
Den unge iværksætter vil afslutte sin tiende klasse, men er ikke klar over, hvad det næste skridt på vejen skal være.

"Jeg leger lidt med tanken om at blive journalist, og så vil det passe bedst med et gymnasieforløb. Men jeg er ikke helt sikker, der er så mange ting, jeg gerne vil," siger han og fortæller også om sine drømme som politiker.

"Det kunne være sjovt, men jeg vil helst ikke blive alt for stresset, ligesom min far, men nu må jeg se tiden an."