Kvinder har langt flere sygedage end mænd

16x9

Sygefraværet faldt i alle sektorer i 2011, men det er stadig offentligt ansatte og kvinder, som er væk i flest dage.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I staten og i regionerne faldt sygefraværet med i gennemsnit 0,4 dag i 2011 i forhold til året før, og i kommunerne faldt den 0,2 dage. I alle offentlige sektorer faldt sygefraværet mest for kvinder.

I den private sektor faldt sygefraværet med 0,3 sygedage, og faldet var præcis det samme for både kvinder og mænd.

Flest sygedage hos kommuner og regioner
De kommunalt ansatte og de ansatte ved regionerne havde med i alt 12,1 sygedage det højeste fravær i 2011, mens de privatansatte med 6,8 sygedage havde det laveste.

De statsligt ansatte lagde sig med et gennemsnit på 7,6 sygedage imellem de to.

Stadig flest kvinder
I alle sektorer er har kvinder 40 til 50 procent flere sygedage end mænd, selvom det er kvindernes sygefravær, der er faldet mest.

Det er hovedsageligt derfor, kommunernes og regionernes sygefravær er højst, da der er 77 procent kvinder ansat i kommuner og 79 procent i regionerne, mens andelen er 44 procent i staten og kun 37 procent i den private sektor, oplyser Danmarks Statistik.

Mænd ansat i den private sektor har således færrest sygedage - 5,7 - og komunalt ansatte kvinder har flest - 13.

Sundhed gør syg
Branchen Sundhed og socialvæsen har generelt et højt sygefravær uanset sektor, men branchen inkluderer 60 procent af de kommunalt ansatte og hele 95 procent af de ansatte i regionerne.