Sådan får du job som nyuddannet

16x9

Er du også en af de unge eller nyuddannede, der lige nu leder med lys og lygte efter et job? Så kan du her få gode råd til, hvordan du kommer foran i køen.

Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at unge mellem 15-29 år i stigende grad er havnet i arbejdsløshed eller er endt udenfor arbejdsstyrken, og at de samtidig ikke er i uddannelse. Alene på tre år fra 2008 til 2011 er antallet fordoblet fra 57.000 til 114.000 unge.

Men du behøver ikke være en del af de kedelige tal. I stedet for skal du tænke på din arbejdsløshed som værende et fuldtidsjob. Det mener karrierevejleder Vibeke Lauesgaard.

"At søge arbejde er et fuldtidsjob og kan være lige så hårdt som at skrive speciale. Derfor skal du være i gang hele tiden og ikke bare håbe på, at der kommer et job hoppende ind ad brevsprækken," siger Vibeke Lauesgaard til tv2.dk.

Find ud af, hvad dine evner er
Hun råder til, at det første man skal gøre som arbejdsløs, er at finde ud af, hvad man kan.

"I stedet for hele tiden at sætte dig selv som midtpunkt, skal man sætte virksomhederne i midtpunkt. Man skal vende det lidt på hovedet, og spørge sig selv: Hvorfor skal virksomhederne vælge mig?," siger Vibeke Lauesgaard.

På den måde mener karrierevejlederen, at man finder ind til sine egne evner, og finder ud af, hvad man kan bidrage med hos virksomhederne.

Når man har fundet ud af det, så er forarbejde og grundighed de to vigtigste begreber i karrieren som arbejdsløs.

"Det kræver enormt stort forarbejde at søge job, og det er også det, der gør det til et fuldtidsjob. Du skal finde alle de firmaer, som du finder interessante, og så finde ud af alt om hvert enkelt firma," siger karierrevejlederen.

Skrot de store virksomheder
Men det er ikke altid, at det er bedst at gå efter de største og mest kendte.

Vibeke Lauesgaard råder til, at man undersøger nogle af de mindre virksomheder, og ser, hvilke af dem, der kunne være interessante, og hvad man kan bidrage med til netop sådan et firma.

"Mange af de store virksomheder får jo nok omkring 300-400 jobansøgninger om måneden. Så hvis man vil være sikker på at blive set og lagt mærke til, skal man måske tænke i mindre baner," foreslår hun.

Find det gode match
Og når det så kommer til selve jobansøgningen er det vigtigt at sende målrettede ansøgninger.

Vibeke Lauesgaard forklarer, at man skal gøre sig selv interessant for virksomheden. Man skal finde ud af, hvilke kompetencer de søger hos en ny medarbejder, og hvorfor netop du besidder dem.

"I ansøgningen skal man beskrive det gode match mellem én selv og virksomheden, 'Hvorfor passer vi to sammen?', 'hvad mangler I, som jeg har?' og andre ting i den retning," forklarer vejlederen.

Behold bolden på egen hjembane
Hun påpeger at virksomheder med en kort skimning af ansøgningen hurtigt kan se, om den er målrettet eller om den er sendt til 30 andre firmaer.

Desuden mener hun, at det er vigtigt at sørge for at følge op på sine ansøgninger.

"Man skal sørge for at beholde bolden på egen boldbane. Altså man kan jo skrive i sin ansøgning, at man vil ringe om 14 dage for at følge op på ansøgningen. Og så ringer man om 14 dage og sørger selv for at holden gryden i kog i stedet for at sidde og vente på, at du aldrig hører noget fra dem," siger Vibeke Lauesgaard.

Netværk er det vigtigste
Men når nøden er aller størst, så er det vigtigste, man kan have, et godt netværk. Det mener både Vibeke Lauesgaard og netværksekspert, Charlotte Junge.

Hun mener, at det som nyuuddannet er afgørende at have eller skabe et stærkt netværk og være god til at bruge det.

"Det er i høj grad via dit netværk, at du kan finde de mange jobmuligheder, der ikke opslås på det synlige jobmarked. Samtidig kan dit netværk og deres netværk hjælpe med at skaffe dig den viden og de kontakter, du har brug for til din jobsøgning," forklarer Charlotte Junge.

Kender én, som kender én, som kender...
Hun forklarer, at man ikke skal søge job direkte i sit netværk, men at man skal anvende netværket og til at få informationer og kontakter, der kan hjælpe én med at finde jobmuligheder og kontakter inden for de områder og eventuelt også de specifikke virksomheder, man er interesseret i.

"Derfor skal du først og fremmest anvende dit netværk til informationsindsamling og etablering af nye kontakter - ikke til at sælge dig lige på og hårdt i," fortæller eksperten.

Og her er Vibeke Lauesgaard helt enig.

"Ring, ring, ring! Du skal ringe til folk, og det gælder om at skabe kontakter. Og har man ikke nogen, så må man skabe nogen," siger Vibeke Lauesgaard.

Husk at lave noget sjovt
Hun foreslår, at man kigger sit 'vennekartotek' igennem eller begynder til en sport eller lignende, så man kan skabe et større netværk.

Og det er måske en god ide at starte med noget sport, for man skal huske at lave noget sjovt i sin fritid væk fra jobsøgningen, mener karrierevejlederen.

"Man skal virkelige sørge for at bruge noget tid på, også at lave noget sjovt en gang imellem. For jobsøgning er rigtig hårdt på grund af de mange nederlag man får ved konstante afslag fra virksomhederne.

Hun vurderer, at der sagtens kan gå alt fra tre måneder til et halvt år, inden man får et job.

"Men det er først, når bladene på træerne igen begynder at blive lysegrønne, at du skal bekymre dig," siger Vibeke Lauesgaard.