Minister dømt som dårlig betaler

16x9

Familie- og forbrugerminister Henriet­te Kjær (K) er to gange inden for de seneste fire måneder blevet dømt som dårlig betaler, erfarer TV 2/NYHEDERNE.

Trods gentagne rykkere har ministeren og hendes mand ikke betalt for sofaer og en markise til deres private hjem. Ejeren af møbelforretningen oplyser til NYHEDERNE, at sofaerne blev betalt med en dækningsløs check, men det afvi­ser ministerens samlever, Erik Skov Pedersen, som tager ansvaret for sagen.

Ministeren oplyser via sin advokat, at hendes privatøkonomi er i orden.

Hun ønsker ikke at lade sig interviewe til NYHEDERNE om sagen.

Dømt to gange
Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen blev dømt ved Retten i Gentofte den 14. oktober og igen den 28. december 2004.

Både sofaerne og markisen er nu betalt, men det skete først umiddelbart inden folketingsvalget 8. februar.

Den konservative partileder, vicestatsminister Bendt Bendtsen, har bedt Henriette Kjær om hurtigt at aflevere en redegørelse om sagen.

Ministertaburetten kan knirke
Hendes ministerpost kan dog meget vel være i fare, vurderer politisk kommentator Ralf Pittelkow.

"Nu skal der sættes et nyt ministerhold, og da kan det her meget vel spille ind og betyde, at hun ikke kommer med på holdet," siger han til TV 2/NYHEDERNE.

Pittelkow understreger, at en enkeltsag kun sjældent fælder en minister, men at "summen af synderne" kan give samme resultat.

"Henriette Kjær har senest faret meget hårdt ud i valgkampen i forbindelse med stregkoder i hjemmehjælpen. Dermed trampede hun rundt i en sag, som generede Fogh," siger han.

Ministre skal være lidt pænere
Også i forholdet til offentligheden kan Henriette Kjærs personlige økonomiske forhold spille en rolle for hendes ministerkarriere:

"Det spiller ind i vurderingen, at man som minister sætter nogle normer for resten af samfundet. Derfor bliver man vurderet hårdere end almindelige mennesker," siger Ralf Pittelkow.