Mega Mussel sælger godt hos unge

Royal Copenhagen har fået plus på bundlinien - ikke mindst på grund af nye produkter, meddeler Ritzau.

Porcelænsproducenten har ikke længere røde tal på bundlinien. Det skyldes ikke mindst, at virksomheden har formået at forny sig med respekt.

Det er ihvertfald Royal Copenhagens egen forklaring på, at det er gået fra et underskud på 97,6 millioner kroner i 2003 til et overskud på 17,8 millioner kroner sidste år.

- Vi har fornyet vores produkter, for eksempel med Mega Mussel serien, som har hjulpet til en voldsom forøgelse af vores brugergruppe. 31 Procent af omsætningen udgøres af produkter, der er lanceret i løbet af de sidste to år, siger direktør i Royal Copenhagen, Peter Lund.

Tidens krav om "substans" i mærkevarer ser han som en væsentlig grund til, at også yngre mennesker køber virksomhedens porcelæn.