Her er danskernes gennemsnits-indkomst

16x9

Se her, om din indkomst er højere eller lavere end gennemnsittet

Danskere over 15 år har i gennemsnit en årlig indkomst på 278.500 kroner. Mænd tjener markant mere end kvinder.

278.500 kroner. Det var den årlige gennemsnitlige indkomst for en dansker i 2008. Den gennemsnitlige indkomst for mænd ligger markant højere, nemlig på 319.000 kroner om året. Det svarer til en stigning på 0,3 procent i forhold til året før.

Kvinderne havde i gennemsnit en årlig indkomst på 239.400 kroner i 2008. Og det var en stigning på 3,4 procent.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Den markante forskel i mænds og kvinders indkomster skyldes blandt andet, at mænd i gennemsnit har en længere arbejdstid end kvinderne. Desuden er der flere kvindelige pensionister, fordi kvinder lever længere end mænd.

Bornholm i bund og Nordsjælland i top
De laveste indkomster finder man på solskinsøen Bornholm, hvor gennemnsittet for en indkomst ligger på 238.100 kroner om året, mens de næstlaveste indkomster findes på Fyn. Her lyder gennemsnitsindkomsten på 258.100 kroner.

Nordsjælland er det område i Danmark med de højeste indkomster. Her lyder indkomsten i gennemsnit på 334.000 kroner.

Men selvom Nordsjælland stadig har de højeste indkomster, så falder indkomsterne i dette område.

Indkomster styrter i Nordsjælland
Den gennemsnitlige indkomst per familie faldt mest i Hørsholm i 2008, nemlig med 54.000 kroner til i alt 723.000 kroner. Det svarer til et fald på syv procent.

I Rudersdal faldt gennemsnitsindkomsten per familie næstmest med 24.000 kroner til 726.000 kroner - svarende til et fald på tre procent. Faldet skyldes ifølge Danmarks Statistik et stort fald i kursgevinster fra investeringer.

I Rødovre steg gennemsnitsindkomsterne per familie mest. Gennemsnitsindkomsten i Rødovre steg i 2008 med 19.000 kroner, så den for en familie lød på 431.000 kroner. Det svarer til en stigning på fem procent.