Femårig blev kørt ned af cykel - nu efterlyser mor flugtcyklist

16x9
Emil Trolle Bordinggaard blev kørt ned af en cykel, men slap heldigt fra ulykken Foto: Privatfoto / TV 2 Østjylland

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Tirsdag blev femårige Emil Trolle Bordinggaard fra Skærring kørt ned af en cykel i høj fart.

Det skulle egentlig bare have været en familietur, hvor ænderne skulle fodres, men eftermiddagen endte langt mere dramatisk for den femårige Emil Trolle Bordinggaard fra Skærring.

Da han ville krydse cykelstien ved Egå Engssø, overså han en cyklist, der kom i høj fart.

Der er ingen tvivl om, at han har været mega heldig

Anna Voulla Trolle Bordinggaard, mor til Emil

De to kolliderede, og Emil Trolle Bordinggard røg ind under cyklen.

Det resulterede i flere huller i hovedet og mange blå mærker for den unge dreng, der efterfølgende måtte bringes til traumecenteret på hospitalet.

Hele familien ses her på hospitalet sammen med Emil Trolle Bordinggaard.
Hele familien ses her på hospitalet sammen med Emil Trolle Bordinggaard. Foto: Privatfoto / TV 2 Østjylland

Heldigvis slap han for både indre blødninger og brækkede knogler, men oplevelsen har alligevel sat sig dybt i Emil Trolle Bordinggaard.

Det fortæller hans mor, Anna Voulla Trolle Bordinggaard.

- Han var helt stille i fire timer. Det har jeg aldrig oplevet før. Han plejer at være en krudtugle, siger hun og fortsætter.

- Der er ingen tvivl om, at han har været mega heldig. Jeg er meget taknemmelig for, at der trods alt ikke skete mere.

Emil ses her med sine søskende fire minutter før ulykken
Emil ses her med sine søskende fire minutter før ulykken Foto: Privatfoto / TV 2 Østjylland

Opslag er gået viralt

Efter ulykken reagerede manden på cyklen ifølge Anna Voulla Trolle Bordinggaard aggressivt, og han endte med at køre fra ulykkesstedet uden at give sit telefonnummer.

Det blev Anna Voulla Trolle Bordinggaard så ked af, at hun valgte at skrive et opslag på Facebook, hvor hun efterlyste manden. I skrivende stund er opslaget delt mere end 1300 gange.

- Emil bløder helt vildt på det tidspunkt, hvor han kører fra stedet. Og han ved ikke, om Emil i princippet er død af de skader, han har pådraget sig, siger hun.

Hun håber, at manden vil give sig selv til kende. For reaktionerne på det sociale medie har været mange, men det er ikke dem alle, der er lige gode.

- Det er nogle ret grimme kommentarer, folk skriver. Der er mange, der skriver, at han skal have tæsk. Og det synes jeg er ret kedeligt, siger hun.

Emil Trolle Bordinggaard er blevet udskrevet fra hospitalet og har det efter omstændighederne godt.