Skytteforening jubler over brugte valgplakater – bruger dem til nye skydeskiver

16x9
Formand i Hem Skytteforening Karl Erik Pedersen. Foto: Bent Løkke Leth / TV MIDTVEST

I samarbejde med TV Midtvest

Politikernes brugte valgplakater gør gavn i Hem Skytteforening ved Skive. Bagsiden af plakaterne kan bruges til skydeskiver.

Fristen for at få pillet valgplakater ned er udløbet, og det er umiddelbart lykkedes at overholde i Skive.

For selvom TV MIDTVEST har kunnet finde flere valgplakater rundt omkring i landsdelen i løbet af fredagen, hang der ingen kandidater i lygtepælene hos skibonitterne.

Måske skyldes det, at den lokale skytteforening i Hem har formået at indsamle i alt 1300 valgplakater. Bagsiden kan nemlig fint bruges til at få indstillet sigtekornet, når der skal trænes.

- Jeg har også selv været ude at tage nogle ned. Vi har fået lov af partierne, lyder det fra Karl Erik Pedersen, der er formand i Hem Skytteforening.

Valgplakater, strips, snore eller andre midler, der er brugt til at hænge dem op med, skal tages ned igen senest otte dage efter valgdagen.

Kilde: Vejdirektoratet, Økonomi- og Indenrigsministeriet

Kun bagsiden må bruges som skydeskive

Politikerne kan trygt overlade de nu brugte valgplakater til skytteforeningen.

For udover at genbrugen af plakaterne gavner miljøet, kommer der ikke til at blive skudt efter kandidaterne, forsikrer formanden.

- Vi har selvfølgelig lovet ikke at skyde efter dem. Vi må heller ikke ifølge lovgivningen. Det ville også være etisk forkert at gøre. Så det er så enkelt, som det overhovedet kan være, siger Karl Erik Pedersen.

Sparrer penge på skydeskiver

Når skytteforeningen selv indkøber skydeskiver, koster det 80 kroner plus moms.

Derfor er det en kærkommen hjælp til klubkassen, at der bliver sparret på udgifterne til skydeskiver.

- Vi sparer penge. Og så skal vi også huske, at vi samtidig er gode ved miljøet, indskyder Karl Erik Pedersen.