Nye p-regler skal sætte en stopper for udbredt parkeringsfinte

16x9
En justering af p-reglerne skal skræmme biler uden beboerlicens væk fra Frederiksbergs parkeringspladser. Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV 2 Lorry

De nye regler har til hensigt at gøre det mindre attraktivt at parkere i kommunen for folk, der ikke bor på Frederiksberg.

En enig kommunalbestyrelse i Frederiksberg har nu besluttet at justere på kommunens nuværende p-regler for at undgå, at folk kan forlænge den gratis to timers parkering.

Ifølge borgmester Simon Aggesen er den største og vigtigste ændring en digitalisering af deres parkeringsordning.

- Vi oplever, at mange, der ikke bor på Frederiksberg, kommer til Frederiksberg og udnytter vores lempelige regler, der blandt andet giver dem muligheden for at parkere gratis i to timer. Mange går ned og rykker på p-skiven, og på den måde kan de blive ved med at holde gratis. Men ved at indføre en digital p-skive, vil det ikke længere være muligt at snyde, siger Simon Aggesen (Kons.), borgmester i Frederiksberg Kommune, til TV 2 Lorry.

Udover digitalisering af parkeringsordningen har vi også indført en lille miljødifferentiering på bilerne.

Simon Aggesen (Konservative), borgmester i Frederiksberg Kommune.

Med de nye regler kan bilisterne altså ikke længere benytte fysisk p-skive de første to timer. Man skal derimod tilmelde sig på en af App udbydernes produkter eller ved digital billet fra automaterne med det samme, parkeringen begynder.

Flere parkeringspladser til beboerne

De nye regler skal desuden skabe flere parkeringspladser til frederiksberggenserne.

- De nye regler har til hensigt at gøre det mindre attraktivt at parkere i vores kommune for dem, der ikke bor på Frederiksberg, så der automatisk opstår flere ledige parkeringspladser til Frederiksbergs egne beboere, forklarer Simon Aggesen.

Da al begyndelse som bekendt kan være svær, har kommunen indlagt en overgangsperiode på tre måneder, så uvidende bilister bliver opmærksomme på de nye krav.

Belønner grønne biler

De nye regler indeholder også en ny skelnen mellem grønne og mindre grønne biler.

- Udover digitalisering af parkeringsordningen har vi også indført en lille miljødifferentiering på bilerne, og det er det eneste, der ændrer sig for dem med beboerlicens. Formålet er at gøre det mere attraktivt at vælge den miljørigtige bil, siger Simon Aggesen.

De nye ændringer forventes at træde i kraft fra den 1. januar 2020.

Nye p-regler skal sætte en stopper for udbredt parkeringssnyd

De 2 første timer registreres med fysisk P-skive, resterende tid med App eller digital billet fra automat. Fremover bruges App eller digital billet fra automat, når parkeringen skal registreres.

Pendlerlicensen koster 420 kroner. Den vil fremover stige til 500 kroner.

Beboerlicensen koster 160 kroner for alle biler. Elbiler og plug-in hybridbiler er fortsat gratis for beboere, mens den normale beboerlicens fremover miljødifferentieres, så de mest miljøvenlige biler har den laveste licens svarende til det nuværende niveau på 160 kroner, mens øvrige biler stiger til 290 kr. årligt. 

Du kan læse om alle de nye justeringer ved at klikke her.