Ho ho ho: Verdens største julefestival kommer til Fyn

16x9
Det er verdens største juleevent, der til november kommer til Odense. 6.000 kvadratmeter med ren julehygge og over en million lys. Foto: Pressefoto

I samarbejde med TV 2/Fyn

Odense bliver den første by i Europa, der slår dørene op til verdens største indendørs julefestival til november.

Odense er kendt for at være lidt af en eventyrby. Nu får byen tilsat et ekstra skud af funklende juleeventyr, når verdens største julemarked kommer til byen sidst i november.

Lokaler fordelt over 6.000 kvadratmeter i det sydvestlige Odense bliver fyldt med mere end en million lys, kunstig sne, julehygge og lokale godter.

Det er den canadiske familievirksomhed Glow Gardens, der står bag konceptet. Nu har de fået øjnene op for nye eventyrmuligheder i Odense.

Verdens største juleevent kommer til Odense

- Odense er en by fyldt med kulturel mangfoldighed og masser af eventyr, der passer godt ind i Glow Gardens’ vision om at skabe magi, nærvær og eventyrlige oplevelser for gæsterne, siger Sanne Brigsted, eventmanager for Glow Odense og fortsætter:

- Derfor har det været attraktivt for Glow Gardens at placere deres første europæiske event netop her, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Turister i november

Glow Odense har sluttet sig til den fynske turismeklynge Destination Fyn, hvor man håber, at det store julemarked kan tiltrække turister uden for højsæsonen.

- Glow Odense har helt sikkert et potentiale for tiltrækning af turister på skæve tidspunkter i vintersæsonen og er blandt andet i kraft af sine åbningstider et stærkt supplement til klyngen. Det understøtter den fynske strategi om at være et attraktivt turistmål 365 dage om året, at eventet har valgt at starte sit europæiske eventyr netop her, siger Rasmus Hessum Hansen, chef for Destination Fyn.

  • Glow Gardens er verdens største indendørs julefestival, der har oprindelse i USA og Canada.
     
  • Glow Gardens er stiftet af familien Jansen i Canada, som har bygget et globalt eventkoncept, der er stærkt forankret i lokalsamfundene.
     
  • Det første Glow-event blev lanceret i 2017 i nærheden af Vancouver, Canada, og siden har mere end 500.000 gæster besøgt de i alt fem Glow-events i Canada.
     
  • I 2019 forventes mere end 1 million mennesker at besøge Glow på en af deres ni lokationer i USA, Canada og nu også Danmark.

Glow Odense åbner for publikum på Faaborgvej 248 B torsdag 21. november til og med 4. januar 2020. Det koster 149 kroner for voksne og 119 kroner for børn at komme ind.

Verdens største julefestival byder på masser af julemagi, traditionelt julemarked med boder og godter - og leg for børn og barnlige sjæle.
Verdens største julefestival byder på masser af julemagi, traditionelt julemarked med boder og godter - og leg for børn og barnlige sjæle. Foto: Pressefoto