Storkepar har fået unger: - Det er nærmest et mindre mirakel

I samarbejde med TV Midtvest

Storkeunger er ikke set i området siden 1963. Flere kan være på vej.

Storkene Kjeld og Yvonne har fået unger. Om én af dem skal hedde Børge vides ikke endnu, men begivenheden i reden i Flynder ved Bækmarksbro vest for Struer vækker opsigt.

En lignende begivenhed i det område er ikke set siden 1963. Det skriver foreningen storkene.dk.

Der er nærmest tale om et mindre mirakel, at der nu er storkeunger på denne egn.

Mogens Lange Petersen, Storkeekspert, Storkene.dk

- Der er nærmest tale om et mindre mirakel, at der nu er storkeunger på denne egn. Reden befinder sig nemlig flere hundrede kilometer fra nærmeste beboede storkerede og langt fra de større kolonier af storke, der findes i Sydslesvig, siger storkeeksperten Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.

I Danmark var det tidligere meget almindeligt, at storke slog sig ned i Danmark for at yngle. Det er det dog ikke mere, og sidste gang et ynglende storkepar havde slået sig ned i Vestjylland var i 1981.

- Da det er et ungt storkepar, ser man ofte, at forældrestorkene kan have svært ved at finde ud af at passe ungerne. Derfor har vi givet storkeparret en hjælpende hånd i form af udlægning af fisk. Så kommer storkeungerne i hvert fald ikke til at sulte, og dermed er det primært kulde og regn, der kan tage livet af ungerne, siger Mogens Lange Petersen i en pressemeddelelse.

Flere kan være på vej

Storkebestanden i Tyskland og Polen har det rigtig godt, men Danmark er ikke traditionelt et land for storke. Det kan der dog måske blive ændret på de kommende år. Det vurderer formand for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard.

- Mit bud er klart, at vi i løbet af de næste 10-15 år vil se flere storke i Danmark. Hvis temperaturen fortsætter med at stige, vil det tiltrække flere storke - også til Vestjylland, fortæller Egon Østergaard.