Dukke hængt i løkke foran butik - nu efterforsker politiet sagen

16x9
Billedet her er lagt op i Facebook-gruppen 'Randers mod racisme. Foto: Privat foto

I samarbejde med TV 2 Østjylland

En gruppe har forsøgt at sende et budskab om at stoppe masseindvandring.

Flere borgere har de seneste dage set en dukke i menneskestørrelse hænge i en løkke foran et Føtex-supermarked i Randers Midtby.

Nu er den fjernet af Østjyllands Politi, der har startet en efterforskning for at finde ud af, om der er begået noget strafbart.

- Det er jo klart, at det er en ubehagelig oplevelse for dem, der har set en dukke hænge på den her måde, men nu skal vi til at efterforske sagen nærmere for at se, om der er sket en overskridelse af straffeloven, siger Jakob Christiansen, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Dukken forestiller en mand med jeans og en skovmandsskjorte på.

Billedet her er lagt op i Facebook-gruppen 'Randers mod racisme', der er en modstandsbevægelse mod den nationalsocialistisk bevægelse kaldet Den Nordiske Modstandsbevægelse, der tager ansvaret for den hængte dukke.
Billedet her er lagt op i Facebook-gruppen 'Randers mod racisme', der er en modstandsbevægelse mod den nationalsocialistisk bevægelse kaldet Den Nordiske Modstandsbevægelse, der tager ansvaret for den hængte dukke. Foto: Privat foto

Rundt om halsen havde den en løkke og et skilt, hvor der er skrevet et politisk budskab:

- Jeg tog til Danmark og begik overfaldsvoldtægt på hvide kvinder. Nu hænger jeg her som fortjent. Stop masseindvandringen.

Politiet fik søndag flere anmeldelser fra borgere, der havde set dukken, men de kan endnu ikke sige, hvem der har hængt den op.

- Vi tager ud på stedet og tager dukken ned og er nu i gang med at efterforske, hvem der står bag det her, og om der kan være tale om en overtrædelse af straffeloven, siger Jakob Christiansen.

Hænger måske sammen med anden episode

Episoden kommer, efter en bænk foran fodboldstadionet Ceres Park i Aarhus også for nylig er blevet udsat for politisk hærværk.

Sådan så bænken ud før hærværket. Den er blevet sat op ved Ceres Park i Aarhus for at tage afstand fra homofobiske råb i forbindelse med fodboldkampe.
Sådan så bænken ud før hærværket. Den er blevet sat op ved Ceres Park i Aarhus for at tage afstand fra homofobiske råb i forbindelse med fodboldkampe. Foto: TV 2 Østjylland

Bænken er malet i regnbuens farver for at symbolisere mangfoldighed, men for nylig er den blevet malet over i en grøn farve. Samtidig er der blevet påsat to klistermærker på bænken, som viser logoet på en nationalsocialistisk bevægelse kaldet Den Nordiske Modstandsbevægelse.

På deres hjemmeside nordfront.dk er der mandag blev udgivet et indlæg, der beskriver, hvordan aktivister fra deres gruppe står bag hærværket.

Her er der åbenbart nogen, der åbenbart ikke er så glade for et farverigt samfund, og sådan er det

Kim Gulvad Svendsen, chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune

De beskriver, at årsagen til den nu mørkmalede bænk er, så "normale mennesker igen kan benytte bænken uden at blive mindet om unaturlig livsstil og fordærvet adfærd".

Sådan så bænken ud efter hærværket, men den er nu blevet genetableret i regnbuefarver.
Sådan så bænken ud efter hærværket, men den er nu blevet genetableret i regnbuefarver. Foto: TV 2 Østjylland

- Her er der åbenbart nogen, der ikke er så glade for et farverigt samfund, og sådan er det, sagde chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune Kim Gulvad Svendsen mandag til TV2 ØSTJYLLAND.

På Nordfronts hjemmeside skriver de også, at det er nationalsocialistiske aktivister, der har hængt dukken op, og at den er hængt op i protest mod den voksende voldtægtskultur i Danmark.

Hos politiet kan de på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte, at de to hændelser hænger sammen.

- Vi er bekendt med, at der er en gruppe, der påstår, at de ved, hvem der står bag begge de her episoder, og det indgår naturligvis i efterforskningen, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen.