Dansker udstiller Tintins erotiske eventyr efter 12 års retssag

I samarbejde med TV 2/Fyn

Verdens måske mest kendte journalist Tintin er for tiden på Nordfyn på nogle lidt anderledes eventyr end vanligt.

Tintin ses tit i selskab med politifolk, professorer og tyveknægte, der som oftest får deres storladne komplotter afsløret af den snarrådige tegneseriejournalist.

Sjældnere er det, at han ses i selskab med letpåklædte kvinder. Men sådan forholder det sig ikke i Ole Ahlbergs malerier. Han har gjort det til sit varemærke at tegne Tintin ind i erotiske malerier og giver figuren et decideret sexliv.

Størstedelen af den 70-årige kunstners værker er i disse måneder udstillet på Otterup Geværfabrik. Værkerne har en samlet værdi på op imod 30 millioner kroner. "Flyvefærdig" hedder udstillingen.

- Det er godt nok overvældende at se udover mere end 50 års arbejde, siger Ole Ahlberg.

12 års retssag

Det har ikke været uden udfordringer for Ole Ahlberg at lave malerier, hvor Tintin bliver kastet ud i mere eller mindre pikante situationer.

Forlaget Moulinsart, der ejer rettighederne til Tintin, sagsøgte kunstneren for at krænke ophavsretten. Sagen træk ud og varede hele 12 år, inden en belgisk domstol konkluderede, at Ole Ahlberg havde sit på det rene.

Og det er ikke ren provokation, at han har valgt at sætte Hergés uskyldige Tintin-figur i selskab med både hel- og halvt afklædte kvinder. På flere af billederne begiver Tintin sig også ud i seksuelle eskapader.

- Tintin er jo et menneskeskabt symbol på renhed. Det er det, vi gerne vil have stillet foran os. Et idol, der er rent og pænt og aldrig sætter en fod forkert.

- Det er fantastisk at tage den her renhed, som vi godt kan lide, og sætte det op imod det, jeg synes er det virkelige liv, som er meget mere komplekst og meget mere sammensat af lyster og skønhed og så videre, siger han.

Kunstneren har ikke nogen forbindelse til Nordfyn, men var meget betaget af Otterup Geværfabriks lokaler, da han så dem første gang.

- Rå og flot, som matcher utroligt mit sådan lidt mere pertentlige maleri, siger Ole Ahlberg.

Uskyldige billeder

Inger Hjuler Bergeon er glødende Tintin-fan og meget imponeret af Ole Ahlbergs malerier. Hun kalder ligeledes billederne uskyldige og mener, man møder langt mere overskridende billeder i byrummet.

- Byrummet er fyldt af erotiske reklamer. Nu, hvor issæsonen kommer i gang, kan I selv lægge mærke til det. Så det der (Ole Ahlbergs billeder red.), synes jeg nærmest, er uskyldigt i sammenligning, siger hun.

Udstillingen er åben indtil 18. august.