Politiker 'tager en for holdet' og piller alle partiers plakater ned

I samarbejde med TV 2 Østjylland

I stedet for at alle partierne skal kravle rundt i de samme master og pille valgplakater ned, tager Pet Petersen fra Alternativet en for holdet.

Valgplakaterne har hængt i lygtepælene og rundt omkring i bybilledet længe efterhånden, og nogle er måske snart ved at være trætte af at se på dem.

Men nu er det altså ved at være ovre, og nogle partier er begyndt at pille deres plakater ned.

En af dem, der har været i gang, er Pet Petersen, der er bestyrelsesmedlem i Alternativet Favrskov og byrådskandidat i Favrskov Kommune, og han nøjes ikke med at tage sit eget partis plakater ned.

- Når jeg kravler op i en mast, så tager jeg selvfølgelig de andres plakater med ned, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Hjemme hos Pet Petersen fra Alternativet Favrskov vrimler det med valgplakater fra alverdens partier. Han har nemlig besluttet sig for at give modstanderne en hjælpende hånd.
Hjemme hos Pet Petersen fra Alternativet Favrskov vrimler det med valgplakater fra alverdens partier. Han har nemlig besluttet sig for at give modstanderne en hjælpende hånd. Foto: TV 2 Østjylland

Valgplakaterne samler han hjemme hos ham selv i Hadsten, og så kan de øvrige partier hente deres plakater der.

- De skal selvfølgelig have dem, for det er jo ikke mine, det er deres. Jeg gør dem bare en tjeneste, siger Pet Petersen.

Han hjælper de politiske modstandere i fællesskabets ånd, lyder det.

Det kan være bøvlet at komme op til sin egen, når den hænger øverst. Så er det faktisk nemmere at klippe de andres væk.

Pet Petersen, bestyrelsesmedlem, Alternativet Favrskov

- Det handler om samarbejde for det første. Og for det andet tænkte jeg, at det er spild af tid, at vi alle sammen skal kravle op i den samme mast.

Han forklarer desuden, at det i nogle tilfælde kan være en fordel at tage en for holdet.

- Det kan være bøvlet at komme op til sin egen, når den hænger øverst. Så er det faktisk nemmere at klippe de andres væk, siger han.

Valgplakaterne skal være taget ned senest på torsdag, otte dage efter valgdagen.