Advarer mod falske hjemmehjælpere: Jakker med kommunes logo stjålet

16x9
Hold øje med, hvem du lukker ind, lyder opfordringen fra Slagelse Kommune. Foto: Alexa Laspisa ( CC BY 2.0 https://www.flickr.com/photos/xlivexalivex/5730231009)

I samarbejde med TV2 ØST

Slagelse Kommune beder ældre være ekstra opmærksomme, når fremmede "hjemmehjælpere" banker på.

Man skal altid være opmærksom på, hvem man lukker ind. Men får man hjemmehjælp i Slagelse Kommune, er der ekstra grund til at holde godt øje. Slagelse Kommune oplyser nemlig fredag, at de har fået stjålet jakker med kommunens logo.

Jakkerne tilhører kommunale hjemmeplejere og er blevet stjålet fra en parkeringsplads med videoovervågning. Tyveriet er anmeldt til politiet.

Jeg studsede ikke over noget og fattede ikke mistanke

Birgit Mortensen, offer for falsk hjemmehjælper

TV2 ØST har tidligere fortalt om episoder, hvor tricktyve har været på spil hos ældre forklædt som hjemmehjælpere - og netop på den baggrund beder kommunen nu borgerne være ekstra opmærksomme.

Slagelse Kommune opfordrer derfor til, at man altid beder om at se ID-kort, inden man lukker fremmede ind, som hævder at være fra hjemmeplejen.

Kommunen opfordrer samtidig til, at man deler budskabet med eventuelle pårørende, som får besøg af hjemmeplejen.

Stjal Birgits konfirmationsgave

TV2 ØST har flere gange fortalt, hvordan falske hjemmehjælpere har snydt ældre for at stjæle deres ejendele. En af de ældre, som tidligere er blevet snydt af de udspekulerede tricktyve, er Birgit Mortensen fra Nykøbing Falster.

For halvanden uge siden åbnede hun døren for en ung, dansk udseende kvinde, som kaldte sig Lisa og hævdede, at hun var fra hjemmeplejen og skulle se til Birgit Mortensen.

- Jeg studsede ikke over noget og fattede ikke mistanke, fortalte Birgit Mortensen, der er 73 år.

Jeg havde et meget gammelt sæt i sølv, som jeg fik i konfirmationsgave i 1960. Der var halskæde, armbånd og øreringe

Birgit Mortensen

Hun ventede nemlig på en hofteoperation, og derfor fandt hun det ganske naturligt, at hjemmeplejen kom forbi for at se til hende. Den unge kvinde bad Birgit Mortensen om at gå ud på badeværelset. Her trak hun hendes lange bukser ned og bad hende om at sætte sig på toiletbrættet, fordi hun ville mærke på hendes hofte.

Efter noget tid sagde kvinden, at hun skulle hente noget plaster, men hun kom aldrig tilbage. Kort efter kunne Birgit Mortensen konstatere, at hendes hjem var blevet gennemrodet, mens den falske hjemmehjælper havde undersøgt hende.

Tyvene kunne derfor slippe afsted med Birgit Mortensen smykker.

- Jeg havde et meget gammelt sæt i sølv, som jeg fik i konfirmationsgave i 1960. Der var halskæde, armbånd og øreringe. Det havde jeg lovet mit barnebarn, at hun skulle have, og det kan ikke erstattes, fortalte Birgit Mortensen.

Fotoet her er fra 1964. Her bærer Birgit Mortensen hendes konfirmationssmykker fra 1960. De blev søndag stjålet, da en tricktyv udgav sig for at være fra hjemmehjælpen.
Fotoet her er fra 1964. Her bærer Birgit Mortensen hendes konfirmationssmykker fra 1960. De blev søndag stjålet, da en tricktyv udgav sig for at være fra hjemmehjælpen. Foto: Privat foto