Politiker vækket af sten gennem ruden

16x9
Susanne Crawley blev udsat for hærværk i sit private hjem, da ukendte gerningsmænd kastede sten gennem ruderne i hendes hus lørdag morgen. Foto: TV 2/FYN

I samarbejde med TV 2/Fyn

Odenses 1. viceborgmester, Tim Vermund (S), kalder det beskæmmende, at der er blevet kastet sten gennem ruderne på Susanne Crawleys hus i Odense.

Lørdag morgen kastede ukendte gerningsmænd store sten gennem ruderne hos børn- og ungerådmand Susanne Crawley, der sidder i byrådet i Odense Kommune for Det Radikale Venstre.

- Klokken fem i morges bliver jeg vækket af en høj lyd, og da jeg løber nedenunder, kan jeg se, at der er nogle smadrede ruder, og at der ligger sten, som er kastet ind igennem, siger Susanne Crawley til TV 2/Fyn.

Susanne Crawley er tidligere blevet udsat for trusler, og derfor frygter hun, at stenkastene kan hænge sammen med hendes arbejde som byrådspolitiker.

- Jeg håber jo inderst inde, at det er tilfældigt hærværk. At nogen er gået forbi og har været sure på et eller andet, og så er det lige vores hus, det er gået ud over. Men jeg frygter jo, at det har noget at gøre med min person som politiker, siger hun.

Vagthavende ved Fyns Politi Ehm Christensen siger til TV 2/Fyn, at Fyns Politi har igangsat en efterforskning, men at man derudover ikke har flere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Hvis det viser sig, at hærværket mod Susanne Crawleys hus har et politisk motiv, så gør det hende meget vred, forklarer hun.

- Hvis det er sådan, så gør det mig faktisk rigtig vred, for jeg synes selv, at jeg er et ordentligt menneske, som taler ordentligt, er en ordentlig politiker, der prøver at tage gode beslutninger for folk. Jeg er med på, at man kan være uenig med mig, men jeg synes, at man skal kunne være politiker i Danmark og kunne leve et almindeligt liv samtidig, siger hun.

Tæt dialog med politiet

To personer er tidligere idømt fængselsstraffe for trusler mod politikeren. Og det er beskæmmende, at den slags foregår i Odense Kommune, siger 1. viceborgmester Tim Vermund (S) til TV 2/Fyn.

- Det er ikke småting, Susanne Crawley og hendes familie har måttet stå model til, fordi hun har valgt at gå ind i politik. Det er beskæmmende og tankevækkende, at det skal være sådan i Odense.

Og der er en tæt dialog mellem byrådspolitikerne og Fyns Politi, når der opstår sager om trusler mod politikere. Det forklarer Tim Vermund.

- Vi er løbende i dialog med politiet, når der er de her sager. Både da Jane Jeginds mand blev overfaldet, og da Peter Rahbæk Juel fik PET-vagter til at passe på sig – og nu her. Vi har en klar politik om, at vi anmelder alle den slags episoder til politiet. Og det kan jeg også se er sket her, siger Tim Vermund.

Udsat for trusler flere gange

Susanne Crawley er flere gange tidligere blevet udsat for trusler. Senest i december sidste år hvor en 40-årig kvinde blev idømt 12 måneders fængsel for trusler. Straffen blev dog reduceret til et halvt års fængsel i april.

I april sidste år blev en 52-årig mand varetægtsfængslet i fire uger, efter at han havde fremsat trusler mod politikeren.

Den samme mand blev også i november 2017 idømt 90 dages ubetinget fængsel for trusler mod Susanne Crawley.