Fædre blev trætte af at vente på døtrene - nu har de startet eget ridehold

I samarbejde med TV Midtvest

En gruppe fædre har startet et ridehold i Kjellerup, der er blevet så populært, at der er venteliste til at komme med på holdet.

Én gang om ugen står den på vaskeægte mandehørm i ridehallen i Kjellerup.

Her er en flok fædre nemlig blevet så trætte af ventetiden, mens deres døtre er til ridning, at de selv er hoppet i sadlen.

- Jeg synes selv, jeg er blevet hammergod. Men hvis du spørger min datter, er hun nok ikke enig, siger Søren Koldbro Petersen fra toppen af sin hest.

Han beskriver sig selv og de andre herrer til hest som en lille familie, der har det sjovt og bliver udfordret. Og så får de samtidig vendt verdenssituationen.

Hyggeøl fylder lige så meget som træningen

Fædrene er kommet i ridehallen gennem flere år. Sidste år fik de idéen til at oprette holdet, som de kalder 'Young Guns', og holdet er allerede blevet så populært, at der er venteliste for at være med.

Populariteten skyldes ikke mindst, at der er tid og plads til en hyggeøl, når ridetræningen er overstået.

- Jeg kunne sagtens blive hjemme, men vi har jo vores øl og fredagshygge, som er en stor del af det, siger Robert Jensen, der også er med på 'Young Guns'-holdet.

Det bruger de efterhånden hesteglade fædre ifølge eget udsagn næsten lige så meget tid på som selve ridesporten.

Herreholdet 'Young Guns' er efterhånden blevet lige så vilde med ridesporten, som deres døtre.
Herreholdet 'Young Guns' er efterhånden blevet lige så vilde med ridesporten, som deres døtre. Foto: TV MIDTVEST

Herreholdets høje humør er naturligvis også blevet bemærket i klubben.

- De er muntre, så det er et rigtig godt hold at have herude. De er med til at skabe noget liv, siger Marlene Papsø, der er formand for Kjellerup Sportsrideklub.

Mandlige ryttere i undertal

Selv om mandeholdet i Kjellerup er et hit, er mændene generelt i undertal i ridesporten. I 2017 havde Dansk Ride Forbund knap 7000 mandlige medlemmer mod 58.000 kvindelige.

Ifølge forbundets sport- og servicechef, Anne Silfwander, er en del af forklaringen, at det appellerer meget til piger at omgås dyr og hygge sig med veninderne i stalden. 

Men man så gerne, at drengene blev bedre repræsenteret på hestryggene, og derfor ser Dansk Ride Forbund også meget positivt på fædrene fra Kjellerups initiativ.

- Vi synes, det er helt fantastisk og håber, flere vil blive inspireret. For det handler ikke kun om at ride, de har det også hyggeligt bagefter, siger hun til TV 2 og understreger, at man sagtens kan begynde i en sen alder.