Der venter et liv i luksus for storkeparret Annika og Tommy

16x9
Der er vokset græs i storkereden i Smedager siden Annika og Tommy forlod den i september sidste år. Lørdag bliver reden gjort ren og klar til nyt liv i 2019. Foto: TV SYD

I samarbejde med TV Syd

Lørdag er der fest ved storkereden i Smedager. Alle er inviteret til indvielse af nyt paddehul og opsætning af en ekstra rede til de berømte tv-storke

For femte år i træk sender TV SYD direkte fra storkereden i Smedeager. 

Det sker lørdag klokken 10, hvor foreningen storkene.dk også indvier de helt nye boligforhold for storkeparret Annika og Tommy.

Storkene er nemlig på trapperne. Lige nu flyver de et eller andet sted i Europa på vej fra Afrika mod Sønderjylland og deres helt egen og berømte tv-bolig.

I år er der store forandringer i boligforholdene for parret, der har holdt til i reden tæt på den dansk-tyske grænse ved Bolderslev siden 2012.

Storkene.dk har siden Annika og Tommy forlod reden i september sidste år forbedret livsbetingelserne for dem og deres forhåbentligt kommende unger.

Blandt andet er der lavet et helt nyt paddehul, og så sætter storkeforeningen en ekstra rede op tæt på den eksisterende.

Det nye paddehul i Smedager er nu fyldt med vand og forhåbentlig med til at sikre storkeungerne en bedre overlevelsesmulighed.
Det nye paddehul i Smedager er nu fyldt med vand og forhåbentlig med til at sikre storkeungerne en bedre overlevelsesmulighed. Foto: TV SYD

- Storkeparrets unger skal have en rede til at raste på, når de flyver af forældrenes rede.

Tidligere har vi set, at forældrestorkene har haft svært ved at dele pladsen i reden med ungerne, og det er endda sket, at en ungstork formentlig omkom, da den sov på jorden og var et nemt bytte for ræven, forklarer Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk.

Foreningen vil gerne fejre boligforbedringerne med alle interesserede, og derfor er alle velkommen klokken 10 i Smedager, hvor storkene.dk også løfter sløret for flere nye tiltag til forbedringer af storkenes livsbetingelser.

TV SYD tænder livesignalet fra reden lørdag klokken 10 på tvsyd.dk/natur, og kammeraet vil være tændt frem til storkene igen forlader reden til september 2019.

Man må dog nok væbne sig med lidt tålmodighed. Sidste år kom Annika til Smedager den 9. april, og Tommy landende først et par dage efter.

TV SYD har sendt direkte fra reden siden 2015.