Politiet efterlyser vidner efter knivdrab nytårsnat - har du set denne bil?

16x9
Denne bil kan være interessant for politiets efterforskning af drabet. Foto: Københavns Politi

I samarbejde med TV 2 Lorry

Københavns Politi vil fortsat gerne snakke med vidner til et drab begået nytårsnat.

Nytårsnat klokken 04.08 blev en 19-årig mand dræbt af knivstik i Borgergade i Indre By i København. Tre andre er uden for livsfare.

Politiet efterlyser fortsat vidner til drabet - og nu går politiet ud med billeder af en sort Audi Stationcar, der kan være interessant for efterforskningen:

- Det er politiets opfattelse, at bilen er interessant for efterforskningen, og personerne i den kan have vigtig viden om drabet, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Her ses et andet overvågningsbillede af bilen.
Her ses et andet overvågningsbillede af bilen. Foto: Københavns Politi

Bilen har et registreringsnummer, der formentlig starter med bogstaverne BD.

En sådan bil kørte klokken cirka 04.15 kort efter drabet ad Gothersgade i retning mod Kongens Have. 

Billedet stammer fra overvågning i Gothersgade.

Tidligere har politiet sagt, at det voldsomme slagsmål kan skyldes en uoverensstemmelse mellem diskotekgæster.

Har du billeder og video? 

Politiet har tidligere opfordret folk, der var i området nytårsnat, til at se deres billeder og video fra aftenen igennem.

- Det kan være, at der gemmer sig noget i baggrunden, sagde Brian Belling, der er leder af personfarlig kriminalitet.

De unge mænd har først befundet sig foran 7-Eleven i Gothersgade, hvor de kommer op og skændes højlydt. De bevæger sig så et kort stykke ind i Borgergade, hvor selve knivoverfaldet sker foran en restaurant i nummer 2. 

Politiet anholdte en person, der virkede mistænkelig, man han er ikke blevet sigtet.

Vidner eller folk med viden om episoden bedes henvende sig til 1-1-4.