27-årig forsvundet i seks uger: - Håber på det mindste tegn

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Lørdag var 142 frivillige ude at lede efter 27-årige Steffen Dam Jensen, som forsvandt efter en julefrokost natten til 1. december.

For seks uger siden forsvandt Steffen Dam Jensen, efter han havde været til en julefrokost ved Åboulevarden i Aarhus.

Lørdag var 142 frivillige ude at lede efter spor fra ham langs kysten nord for Aarhus. 

- Politiet har jo ikke ressourcer til at gøre, som vi gør i dag, hvor vi tager en meget lang strækning på stranden og går den igennem. Så det er der, hvor vi kan hjælpe, fortæller Malene Rathcke, som er en nær ven af familien.

Det er Missing People, der har arrangeret eftersøgningen lørdag. Her ledte de langs stranden ved Egå og Skæring nord for Aarhus.

27-årige Steffen Dam Jensen har været forsvundet i seks uger.
27-årige Steffen Dam Jensen har været forsvundet i seks uger. Foto: Privatfoto

- Vi har en drone i luften, tre både på vandet og masser af fodfolk langs med kysten, fortæller Vivian Winther Eriksen, indsatsleder på Steffen-sagen fra Missing People.

142 frivillige og venner til familien tog lørdag ud for at lede efter spor fra Steffen Dam Jensen.
142 frivillige og venner til familien tog lørdag ud for at lede efter spor fra Steffen Dam Jensen. Foto: TV 2 Østjylland

Både familien og Missing People er meget taknemmelige for alle dem, der valgte at tage ud at lede lørdag.

- Vi kan være der for de pårørende 24/7. Vi kan mobilisere en masse frivillige kræfter, for folk vil rigtigt gerne hjælpe. Og så kan vi gøre det under nogle regler og retningslinjer, så folk ikke går på må og få, siger Vivian Winther Eriksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Man frygter, at den unge fyr er i vandet. Og derfor bliver der også søgt i havnen

Vivian Winther Eriksen, Missing People.

Håber på det mindste tegn

Det er seks uger siden, at Steffen Dam Jensen forsvandt, og man ved stadig ikke, hvad der er sket med ham.

- Der er vidner, der har set ham mange forskellige steder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man frygter, at den unge fyr er i vandet. Og derfor bliver der også søgt i havnen, siger Vivian Winther Eriksen fra Missing People og fortsætter.

- Forhåbningen er, at vi bare kan finde en lille ting, der kan relatere til den savnede, fortæller Vivian Winther Eriksen fra Missing People.

27-årige Steffen Dam Jensen forsvandt efter en julefrokost natten til den 1. december.
27-årige Steffen Dam Jensen forsvandt efter en julefrokost natten til den 1. december. Foto: Privatfoto

De frivillige og venner af familien håber også, at der bare vil dukke et lille bitte spor op fra Steffen.

- Det er vigtigt at Steffen bliver fundet, så familien kan få vished. Uanset hvad det så måtte være, siger Malene Rathcke, som er med i eftersøgningen.

Vi opgiver ikke. Vi bliver ved indtil Steffen bliver fundet.

Malene Rathcke, ven af familien

Hos Østjyllands Politi er teorien, at Steffen Dam Jensen ulykkeligvis er faldet i vandet. Alle de spor, de har undersøgt, har ikke ført til noget. 

- Brandvæsenet dykker efter ham, når de laver rutinedyk. Vi vil selvfølgelig gerne høre fra folk, hvis de opdager noget, eller der dukker nye spor op, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Morten Bang Rasmussen.

Østjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4.

Desværre dukkede der ikke nye spor op lørdag, men de frivillige vil stadig fortsætte.

- Vi opgiver ikke. Vi bliver ved, indtil Steffen bliver fundet, fortæller Malene Rathcke.