Overlevede alvorlig togulykke for 50 år siden - i dag har hun klart budskab efter ulykken på Storebælt

16x9
Mari-Ann bliver stadig ramt af følelsen af at være fanget, selvom det i år er 52 år siden, at hun var med i en togulykke. Foto: Jonas Bach Sørensen / TV MIDTVEST

I samarbejde med TV Midtvest

Overlevende fra ulykker har helt andre muligheder i dag end for 50 år siden. Og det skal de gøre brug af, lyder det fra Mari-Ann Skræm Christensen.

Det er mere end 50 år siden, men oplevelsen sidder stadig i kroppen på hende.

10. august 1967 gik 21-årige Mari-Ann Skræm Christensen fra Glyngøre ombord på toget Nordjyden i Skive. Det var et lyntog, der skulle fragte hende til hovedstaden. Men så langt kom toget aldrig.

Fire kilometer fra Odense gik det helt galt, da Nordjyden kørte op bagi toget Sydvestjyden, der holdt stille på skinnerne. 11 blev dræbt, 17 alvorligt kvæstet og 19 lettere kvæstet.

Mari-Ann sad i vogn nummer to, da togene stødte sammen. Hun havde tidligere været oppe i den forreste vogn for at spise. De to, hun spiste med, omkom begge.
Mari-Ann sad i vogn nummer to, da togene stødte sammen. Hun havde tidligere været oppe i den forreste vogn for at spise. De to, hun spiste med, omkom begge. Foto: Mini Wolff / Scanpix Denmark

Selv slap Mari-Ann Skræm Christensen med overfladiske skrammer, men det betød ikke, at hun var uskadt, kan hun i dag mærke. Derfor vælger hun også nu at stille sig frem efter en ny alvorlig togulykke, for hun har et klart budskab til de overlevende

- Tag imod hjælpen. Også selvom I synes, at I har det godt i dag. Det kan komme tilbage på de mest uventede og uhensigtsmæssige tidspunkter. Så tag imod den gode hjælp, det nu ser ud til, at I bliver tilbudt, og som vi fuldstændig manglede, siger hun og uddyber:

- Jeg kan mærke, hvordan den ulykke, jeg var med i 1967, ofte kommer op. Vi fik overhovedet ikke noget tilbud om hjælp. Tværtimod så hed det sig, at vi ikke skulle snakke om det og rive op i det.

Kort efter ulykken i 1967 reagerede passagerne meget forskelligt. Video: TV Midtvest

Reagerede kraftigt

Om morgenen 2. januar 2019 omkom otte personer i en togulykke på Storebæltsbroen, da et lyntog blev ramt af dele fra et godstog.

Da Mari-Ann Skræm Christensen hørte om togulykken blev hun selv meget overrasket over sin reaktion. Pludselig kunne hun slet ikke være i sin lejlighed i Risskov ved Aarhus længere. Hun tog derfor ud til sit sommerhus i Glyngøre.

- Jeg har det bedst med at være heroppe. Jeg tænker utroligt meget på det. Jeg kunne så godt tænke mig at snakke med nogen, der var med på mit tog i 1967. Der må være nogen. Der må være mange mennesker fra Struer, Thy og Skive, som har haft den samme oplevelse, som jeg havde, siger hun.

Nordjyden ramte Sydvestjyden med 70-80 kilometer i timen.
Nordjyden ramte Sydvestjyden med 70-80 kilometer i timen. Foto: Mini Wolff / Scanpix Denmark

Siden har hun fulgt med i, hvad der er sket med passagererne i den nye ulykke, og især en ting ting er sprunget i øjnene på hende.

- Jeg hørte, at man i forbindelse med den nye tragiske togulykke har inviteret til et stormøde, som alle passagerer, der var ombord på det forulykkede tog, er blevet inviteret med til, da man mener, at det kan være gavnligt at være sammen og tale om tingene. Det synes jeg bare er så godt. Det håber jeg, at alle tager imod, siger hun.

Smalfilmsoptagelser af Kaj Petersen fra togulykken i Ejby ved Odense i 1967. Video: Odense Stadsarkiv Video: TV Midtvest

Var fanget i to timer

Selvom der er gået 50 år, så er det meget begrænset, hvor meget Mari-Ann Skræm Christensen har talt om ulykken. Hun håber derfor også, at hun kan finde nogle andre overlevende at tale med det om.

Det er især det, at de efter ulykken var fanget på toget i mere end to timer, der har sat sine spor.

- Vi var klemt inde. Vinduer og døre var blevet presset sammen. Så vi sad fra omkring klokken 10 til klokken var over 12, da vi kom ud. Der kom redningsfolk ind med skærebrændere, men det var selvfølgelig for at redde de værst tilredte personer ud. Så der blev hurtigt en grim lugt af blod, opkast og skærebrændere, forklarer hun om tiden lige efter ulykken.

Her sad hun med to piger på seks og otte år og læste Anders And-blade højt i håb om, at det kunne berolige dem.

Mari-Ann og de andre passagerer måtte vente inde i toget, mens de værst tilskadekomne blev reddet ud.
Mari-Ann og de andre passagerer måtte vente inde i toget, mens de værst tilskadekomne blev reddet ud. Foto: Mini Wolff / Scanpix Denmark

Hun tror, at hvis hun havde fået hjælp til at bearbejde den oplevelse, så kunne hun have haft det anderledes i dag, hvor hun stadig har mareridt og kan blive ramt af følelsen af at være fanget.

- Jeg tror ikke, jeg ville have fået de reaktioner, jeg får, hvis jeg havde haft nogen at tale med. Det tror jeg godt kunne være kommet på plads, hvis man havde talt om det, slår hun fast.