Stormvejr blæste rød panda ud af Odense Zoo

16x9
Denne røde panda manglede i Odense Zoo efter blæsevejret tidligere på ugen. Foto: Odense Zoo

I samarbejde med TV 2/Fyn

En rød panda manglede i Odense Zoo efter det kraftige blæsevejr tidligere på ugen. En nabo så den hænge i et træ uden for den zoologiske have.

En af de røde pandaer i Odense Zoo tog sig lidt af en springtur hen over nytår.

- Vi har haft en situation med den ene af vores pandaer her i stormen. Vi regner med, at den er blæst ud af sit anlæg, siger zoolog Nina Collatz Christensen fra Odense Zoo i en Facebook-video.

Pandaen er blæst ud af den zoologiske have i forbindelse med det kraftige blæsevejr tirsdag aften. Onsdag formiddag kunne personalet ikke finde den røde panda.

- Til formiddag kunne vi ikke se den nogen steder. Den kunne være sluppet ud. Så kom en melding fra nogle naboer, der havde set den oppe i et træ. Vi har fået den tilbage nu, siger Nina Collatz Christensen.

FAKTA OM DEN RØDE PANDA

  • Den røde panda er dygtig til at klatre og finder det meste af sin føde i træerne. Den har en modsatrettet tommelfinger, så den er god til at holde fast.
  • Desværre er den røde panda en truet dyreart. Dens leveområder bliver mindre, og den jages på grund af sin flotte pels. 
  • Hvis du ikke lige kan få øje på de røde pandaer i anlægget i Odense Zoo, så kig op i træerne. Her ligger de tit og sover om dagen, for de er mest aktive om natten.
  • Den røde panda lever primært af vegetarisk føde, men også af insekter, fugleunger og små pattedyr. Den kan blive op til 14 år.

Kilde: Odense Zoo

Faldt i søvn i træ

Der skulle dog tilkaldes en dyrlæge for at få pandaen ned fra de høje træer hos naboen.

- Dyrlægen kom og bedøvede den, så den faldt i søvn oppe i træet og landede nede i et lagen, så alt er endt godt, fortæller zoologen.

Pandaen er tilbage i sit anlæg igen efter blæseturen.

Kraftigt nytårsblæsevejr var ingen officiel storm

Omkring nytår ramte et kraftigt blæsevejr store dele af Fyn og påvirkede trafikken flere steder.

Selvom nytårsblæsevejret var kraftigt og langvarigt, blev det ikke klassificeret som en officiel storm. Det nåede dog at få navnet Alfrida.

De seneste dage har den efterfølgende stormflod på flere af de fynske kyster, heriblandt i Odense Fjord, oversvømmet flere områder.

Panda på springtur

En af vores røde pandaer benyttede nattens blæsevejr til at komme ud af sit anlæg og tage på tur - op i et af naboens højeste træer. Heldigvis fik vi hende tilbage igen i god behold uden problemer.

Posted by Odense ZOO on Wednesday, January 2, 2019