Ingen køber til zoo med 400 dyr - kan ende med lukning

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Der blev spået budkrig, da Munkholm Zoo blev sat til salg tidligere på året, men det er sværere at komme af med dyreparken end ventet.

2018 blev året, hvor en hel zoologisk have blev sat til salg - nemlig Munkholm Zoo ved Balle i Østjylland.

Men salget er ikke gået helt som forventet, selvom der tidligere på året blev spået budkrig.

- Der var meget stor interesse omkring det, og jeg troede egentlig, at der ville komme en køber her sidst på sommeren, siger Benny Johansen, medindehaver af Munkholm Zoo til TV2 ØSTJYLLAND. 

Stadigvæk til salg 

Men sådan skulle det ikke gå. Munkholm Zoo er nemlig stadig til salg.

- Det er ikke den letteste opgave. Det er sværere, end jeg troede, men det er ikke en umulig opgave, siger ejendomsmægler Michael Almsten fra ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, der står for salget, til TV2 ØSTJYLLAND. 

I august måned var vi forbi Munkholm Zoo. På dette tidspunkt troede man, at salget ville gå hurtigere. Se indslaget her. Video: TV 2 Østjylland

Munkholm Zoo har været til salg i over et år, men det var først i slutningen af august i år, at det blev offentligt kendt. På det tidspunkt forventede man et hurtigt salg.

Ægteparrets livsværk 

Munkholm Zoo er ægteparret Annelise og Benny Johansens livsværk. Det er nu 25 år siden, de startede.

- Den betyder jo egentlig alt. Vi har jo selv bygget den op fra bunden. Vi har haft fingeren på alle steder, så den betyder alt for os, siger Benny Johansen.

Ægteparret Annelise og Benny Johansens arbejder hårdt for at få deres livsværk solgt.
Ægteparret Annelise og Benny Johansens arbejder hårdt for at få deres livsværk solgt. Foto: TV 2 Østjylland

Men nu vil de så alligevel have den solgt - både på grund af alder og helbred. 63-årige Benny Johansen er nemlig blevet opereret flere gange i halsen på grund af kræft.

4,5 millioner kroner for 400 dyr og 21.000 kvadratmeter 

Prisen for haven er på 4,5 million kroner. For de penge får man 21.000 kvadratmeter dyrepark med blandt andet cafeteria, beboelse og ikke mindst 400 dyr.

- Det er jo lidt specielt. Der er ikke mange købere til sådan noget. Kunderne skal findes på andre vilkår end normalt. Det er meget opsøgende salg både i Danmark og udlandet, siger ejendomsmægler Michael Almsten.

Det er jo lidt specielt. Der er ikke mange købere til sådan noget. Kunderne skal findes på andre vilkår end normalt.

Michael Almsten, ejendomsmægler, John Frandsen

I denne sæson har der været cirka 30.000 gæster, og ifølge ægteparret har parken en sund økonomi.

Kan ende med at dyreparken bliver nedlagt 

Ægteparret har givet det tre år, og de vil helst ikke tænke på, hvad der sker, hvis de ikke kan få det solgt.

- Er der ingen, der vil købe det, så kan den bitre ende være, at den bliver nedlagt. Det hele bliver lukket og slukket. Vi startede det, og vi sluttede det, siger Annelise Johansen.

Benny Johansen er glad for sin dyrepark, men på grund af alder og helbred er ægteparret nødsaget til at sælge deres zoo.
Benny Johansen er glad for sin dyrepark, men på grund af alder og helbred er ægteparret nødsaget til at sælge deres zoo. Foto: TV 2 Østjylland

Men de håber stadigvæk på en forsinket julegave - nemlig at der kommer en køber.