Unge fyrede et bomberør efter brandvæsenet

16x9
Lørdag blev salget af fyrværkeri skudt i gang. Foto: Lasse Antonsen

I samarbejde med TV Øst

En gruppe unge satte lørdag aften en bil i brand i Korsør og skød fyrværkeri mod politi og brandvæsen.

Lørdag blev salget af fyrværkeri skudt i gang. Den greb de unge på Motalavej i Korsør, hvor der dagen igennem var heftig aktivitet med fyrværkeri.

En bil blev også sat i brand ved plejecentret Solbakken i byen, hvor der gentagene gange har været brand i biler den seneste tid. Da brandvæsenet troppede op, forsøgte de unge at beskyde dem med fyrværkeri.

Slagelse Brand og Redning bekræfter, at der blev skudt et bomberør efter indsatsbilen.

- Der var en bilbrand tidligere på aftenen, som vi var ude at slukke. Da vi er færdige og kører ud af området, er der åbenbart nogle mennesker, der synes, det er sjovt at skyde fyrværkeri vandret af imod os i stedet for op i luften, hvor det er flot at se på, siger indsatsleder Per Eilertsen.

I indsatsbilen sad fire mand, som er utilfredse med, at sådan noget kan ske.

- Det, synes vi ikke, er rimeligt. Problematikken havde vi på landsplan sidste år omkring nytårstid, og nu er det det samme problem, siger indsatsleder Per Eilertsen.

Politiet: Det er som at slå i en dyne

Reglerne siger ellers, at der kun må anvendes fyrværkeri fra 27. december til og med 1. januar.

Vi vil prøve at sætte en dæmper for det, men det er ligesom at slå i en dyne

Ove Kristoffersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Flere patruljer ankom til stedet, hvor betjentene fik lagt en krog i flere af de unge, og hvor der ifølge et øjenvidne blev talt med store ord fra ordensmagten.

- Vi vil prøve at sætte en dæmper for det, men det er ligesom at slå i en dyne. Når vi får en anmeldelse, er vi ude for at se, om vi kan få lagt en dæmper på det, siger Ove Kristoffersen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet foretog ingen anholdelser lørdag aften.

- De er jo eksperter i at løbe væk og gemme sig, siger Ove Kristoffersen.

Indsatsleder: Vi er almindelige mennesker, der gerne vil tilbage til vores familier

Men hos Slagelse Brand og Redning er man bekymret efter gårsdagens episode.

- Vi synes ikke, det er rimeligt. Vi er almindelige mennesker, der taget noget andet tøj på, når der er brand og kører ud for at hjælpe. Vi er mennesker, der hjælper andre, men som man ikke behandler pænt, siger Per Eilertsen fra Slagelse Brand og Redning.

Ifølge indsatslederen var det unge mennesker, der skød efter brandvæsenet.

- Jeg håber, der er nogle forældre, der tager en snak med deres unge om, hvordan man gebærder sig. Vi har hørt om nogen, der er kommet galt afsted og fået varige mén af den slags, siger Per Eilertsen og opfordrer alle unge til at tænke sig om, når de fyrer krudt af.

- Vi er selvfølgelig kede af, at det sker, for vi passer i bund og grund bare vores arbejde. Vi vil gerne tilbage vores familier, børn, kærester og koner.