Død hval bugseret ind på land: - Det er stort det her

I samarbejde med TV2 Nord

Hvis nogen forsøger at kravle op på hvalen, vil vi lave en afspærring, lyder det fra Naturstyrelsen.

Der var klapsalver og jubel på havnekajen i Hobro, da hvalen søndag blev løftet op på kajen.

Havnekajen har været proppet til bristepunktet det meste af formiddagen, da rigtig mange tilskuere var mødt op for at se hvalen blive bjærget.

Nu ligger hvalen på havnekajen, efter en kran ved hjælp af fire stropper kunne løfte hvalen op af vandet og sikkert placere den på en stor presenning på havnen.

Peter Dahl ejer skibet Valkyrien, som fik hvalen ind til kajen i dag. Han vil gerne takke alle dem, der har været en del af indsatsen.

Tilskuerne på kajen har haft mulighed for at komme helt tæt på det store dyr og ovenikøbet så tæt på, at det var muligt at røre ved hvalen.

På havnekajen i Hobro var ligeledes vildtkonsulent ved Naturstyrelsen, Ivar Høst, der har fulgt hvalen tæt siden den svømmede ind i Mariager Fjord.

- At få hvalen op her på land, hvor den ligger i fuld længde. Det er faktisk ret imponerende. Man bliver sådan lidt bevæget - det er stort det her, siger Ivar Høst.

Hvalen blev bjærget med hjælp fra Hobro Værft, der havde stillet deres træskib, Valkyrie, til rådighed. Skibet havde den fornødne størrelse og tyngde til at trække den tonstunge hval ind til havnen i Hobro.

Mange er mødt op på havnen i Hobro for at se når den døde sejhval bugseres ind på land.
Mange er mødt op på havnen i Hobro for at se når den døde sejhval bugseres ind på land. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Inden det kom så langt havde seks dykkere sat stropper rundt om hvalen, så den kunne blive trukket hen til træskibet.

Hvalen har i ti dage svømmet rundt i Mariager Fjord. Fredag blev den fundet død i Ørnedalsbugten, der ligger cirka fire kilometer fra havnen i Hobro.

Hvalen der fredag blev fundet død i Mariager Fjord bliver bugseret ind til havnen i Hobro, søndag den 9. december 2018. . (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Hvalen der fredag blev fundet død i Mariager Fjord bliver bugseret ind til havnen i Hobro, søndag den 9. december 2018. . (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Fra søndag til og med mandag vil hvalen ligge til beskuelse ved værftet i Hobro.

Efter planen skal hvalen dissekeres og obduceres tirsdag. Håbet er, at det kan løfte sløret for, om den har været syg eller skadet.

Hvalen var flere gange helt ind ved land
Hvalen var flere gange helt ind ved land Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Man må gerne klappe

Som udgangspunkt kan publikum indtil da få lov at se og røre hvalen.

- Man må godt gå hen og klappe den pænt og ordentligt.

- Men hvis vi ser tegn på, at nogle vil klatre op på den, vil vi lave en afspærring, siger Ivar Høst.

Sejhvalen lever normalt i Atlanterhavet flere tusinde kilometer fra Mariager Fjord.

Når hvalen er blevet obduceret, vil skelettet blive overdraget til Statens Naturhistoriske Museum.