Politiet om forsvunden 27-årig: - Vi ved ikke, hvor vi skal lede

16x9
Steffen Dam Jensen er omkring 195 centimeter høj og kraftig af bygning. Foto: Privatfoto

Østjyllands Politi forsøger at rekonstruere den rute, Steffen Dam Jensen har taget natten til lørdag, hvor han forsvandt.

27-årige Steffen Dam Jensen, der forsvandt fra Aarhus i sidste weekend, er stadig ikke blevet fundet. Det oplyser Østjyllands Politi til TV 2.

Torsdag aften havde politiet ellers både i vandet ved Aarhus Havn, ligesom man fik hjælp fra Falck, brandvæsnet og Marinehjemmeværnet. Havnebassinet blev afsøgt med en sonar, fordi en person havde set og optaget en video af noget i vandet. Politiet kunne dog ikke finde genstanden.

- Siden har vi ikke gjort noget i den retning, for vi har ikke hørt fra nogen, og vi ved ikke, hvor vi skal lede lige nu, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hunniche til TV 2.

Digitale spor

I stedet forfølger politiet i øjeblikket digitale spor. Blandt andet er man i gang med at kortlægge og rekonstruere Steffen Dam Jensens rute i Aarhus, inden han forsvandt. Man ved, at han forlod det selskab, han holdt julefrokost sammen med, for at gå i 7-Eleven på Nørreport ved havnen omkring klokken halv to om natten.

- Der er nogle efterforskere, der kigger på overvågningsvideoerne, men det kan godt være en langsommelig proces, for det er ikke alle virksomheder eller forretninger, det er lige lette at sikre materiale fra, siger Peter Hunniche og fortsætter:

- Én ting er, hvad vi kan se på en skærm, men noget andet er, hvad vi kan sikre og få med sig på et USB-stik.

Missing People leder

Den frivillige organisation Missing People er lørdag i gang med at lede efter Steffen Dam Jensen, der var iklædt hvid t-shirt med sort skrift, lyseblå jeans, gråbrune Nike-kondisko og en sort Hugo Boss-cardigan med rød lynlås, sidst han blev set. Han er cirka 195 centimeter høj og beskrives som kraftig af bygning.

Har man set Steffen Dam Jensen eller har kendskab til hans færden, opfordrer Østjyllands Politi fortsat til, at man kontakter dem. Det kan gøres på telefon 114.