Private vil hjælpe hval ud af Hobro Havn

Hvalen, der er svømmet ind i Hobro Havn, lever stadig. Private vil forsøge at skubbe den ud i havet igen.

Den ti meter lange hval, der siden 27. november har svømmet rundt i havnebassinet i Hobro, giver ikke så let op.

Vildtkonsulent i Naturstyrelsen Ivar Høst var i sidste uge af den overbevisning, at hvalen var syg og havde få dage tilbage at leve i.

Mandag kan han meddele, at hvalen har det ganske godt, og nu vil private forsøge at redde den.

Redningsinitiativ under opsejling

- Et initiativ er under opsejling, hvor private vil forsøge at skubbe den ud af fjorden.

- Vi har måske vores tvivl om, det kan lykkes, men vi vil ikke stille os på tværs. Vi vil observere forsøget, siger Ivar Høst.

Han fortæller, at Susan Sand, der i sidste uge hoppede i det iskolde vand for at redde hvalen, er initiativtager bag redningsplanen.

Hun henvendte sig til Ivar Høst i weekenden, og mandag meddelte han så personerne bag projektet, at Naturstyrelsen er åbne for forsøget.

En anden type hval

Ivar Høst besøger hvalen næsten hver dag, og ser ingen forandring i hvalens tilstand.

- Den svømmer på samme måde som hidtil. Jeg var der så sent som i går, og det ser ikke ud til, at den er blevet ringere, siger han.

Biolog Carl Kinze siger mandag til DR, at hvalen er en sejhval og ikke en vågehval, som først antaget.

- Når en ekspert som Carl Kinze siger det, så læner jeg mig helt trygt op ad ham, siger Ivar Høst.

Sejhvalen er en moderat truet dyreart, men det ændrer ikke på Naturstyrelsens planer for den.

- Som myndighed vil vi ikke forsøge at redde den. Vi afventer situationen, og naturen må gå sin gang, siger Ivar Høst.