Medicinpriser kan stige med op til 8000 procent: - Urimeligt, lyder det fra smertepatient

I samarbejde med TV2 Nord

Når man er kronisk syg og har brug for medicin, kan det være frustrerende, at priserne på det samme præparat kan variere med store summer.

Lars Guldhammer fra Terndrup har i flere år været tvunget til at tage stærk smertestillende medicin mod sine rygsmerter, som er så invaliderende, at han for længst er tilkendt førtidspension.

Men en ting er at leve med smerterne – noget andet er at gennemskue priserne på sin medicin.

- Når jeg gennemgår det seneste års kvitteringer, undrer det mig, hvor meget prisen svinger. Det er det samme produkt - contalgin - hver gang, men prisen svinger fra 89 kroner til 245 kroner, som er den pris, jeg skal betale, siger Lars Guldhammer.

Som kronisk rygpatient er Lars Guldhammer nødt til at tage sin stærke smertestillende medicin hver dag.

Han har prøvet alternativer og billigere kopiprodukter, men det måtte han opgive:

- Problemet er, at jeg ikke kan tåle de kopipræparater, der findes som erstatning for contalgin. Jeg kan kun tåle originalproduktet, så det er derfor, jeg tager dem. Hvis jeg omvendt lader være, får jeg det fuldstændig utåleligt, så jeg er nødt til at købe originalproduktet, siger Lars Guldhammer.

Medicinpriser kan svinge med op til 8000 procent i forskel. Det er patienter som Lars Guldhammer vrede over.
Medicinpriser kan svinge med op til 8000 procent i forskel. Det er patienter som Lars Guldhammer vrede over. Foto: Stefan Kjærsgaard

SÅDAN DANNES MEDICINPRISERNE

Medicinpriser bliver fastsat af medicinalvirksomheder og sælges til samme pris på alle landets apoteker.


I Danmark sælges medicin til samme pris på alle landets apoteker, og der er fri prisdannelse. Det vil sige, at prisen egenhændigt fastsættes af de virksomheder, der fremstiller eller importerer medicin til Danmark. Lægemiddelstyrelsen har ikke indflydelse på virksomhedens prisfastsættelse.


De faste, ens priser omfatter dog ikke medicin, der må sælges uden for apotekerne, fx visse typer håndkøbsmedicin og naturlægemidler.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

Førtidspensionisten fra Terndrup er langt fra den eneste, der stiller spørgsmål ved de svingende medicinpriser. På apoteket i Hadsund er de vant til kunder, der beklager sig over fænomenet. Souschef og farmaceut Torben Dige Semark siger:

- Det sker i hvert fald et par gange om ugen, hvis ikke dagligt. Folk har bare en generel undren over, at priserne svinger så meget, som de gør.

På Hadsund Apotek har de ligefrem ført statistik over medicinprisernes himmelflugt, og der er tale om voldsomme udsving:

- Det er bestemt ikke ualmindeligt at se prisændringer på 400-600 procent, men den højdespringer, vi kender til her på stedet, er omkring 8000 procent, siger Torben Dige Semark.

SKYHØJE PRISSTIGNINGER PÅ MEDICIN

  • Hadsund Apotek har i årevis ført statistik over medicinprisernes himmelflugt, og de er ikke for folk med højdeskræk
  • Apotekets prisrekord blev sat i 2013, da det antidepressive middel Zyprexa d. 13. maj steg med 8914,6 procent fra den ene dag til den anden
  • Siden 2013 har Hadsund Apotek noteret ialt 104 tilfælde, hvor en pris på medicin er steget med mere end 1000 procent
  • I foråret 2017 steg Sandoz præparat Pramipexole 2,1mg, der gives mod Parkinsons sygdom d. 10. april over natten med 5609,8 procent

egionen giver tilskud til borgernes medicin, men det beregnes efter den billigste udgave af en medicintype, som Lars Guldhammer altså ikke kan tåle.

Derfor rammes han ekstra hårdt, når prisen stiger.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt overfor de syge mennesker, som er tvunget til at skulle have en bestemt type medicin, at de skal leve med vilkårlige prisstigninger fra gang til gang. Det giver jo ingen mening, for det må koste omtrent det samme at producere hele året, siger Lars Guldhammer.  

Men Ifølge Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører i Socialdemokratiet, er de danske priser på medicin generelt helt i bund, fordi medicinen er i udbud hver 14. dag.

Det betyder normalt stor konkurrence, men medicinalindustrien skruer til gengæld priserne op, hvis de får chancen:

- Man kan have meget lange perioder, hvor prisen ligger lavt, og så kommer der lige pludselig 14 dage, hvor der ikke er konkurrence, og så tager de måske 400 gange den pris, de normalt plejer at tage. Det kan jeg godt forstå, folk synes er urimeligt, og det synes jeg også er urimeligt, siger Flemming Møller Mortensen.

Til gengæld har politikerne ikke på nuværende tidspunkt et system, der fungerer bedre, og indtil det er fundet, kan medicinalindustrien stort set gøre, som de vil:

- Jeg tror desværre, vi bliver nødt til at finde os i det, og det er jeg ked af at stå og sige, for jeg vil hellere have en rigtig god løsning på problemet, siger sundhedsordføreren.

Medicinpriser kan svinge med op til 8000 procent i forskel.
Medicinpriser kan svinge med op til 8000 procent i forskel. Foto: Stefan Kjærsgaard

Lars Guldhammer føler sig til grin for sine egne penge. Han har lyst til at boykotte producenten af contalgin, men han ved, at det bliver værst for ham selv.

- Jeg køber det kun, fordi jeg er tvunget til det - jeg kan ikke slippe uden om det. Hvis jeg bare tre timer for sent får min pille om morgenen, så begynder jeg at ryste og få det mærkeligt. Jeg kan ikke undvære det lort, selvom jeg gerne ville, siger Lars Guldhammer.

På apoteket i Hadsund kender de til prisudsving helt op til 8000 procent indenfor en kort periode, siger farmaceut Torben Dige Semark.
På apoteket i Hadsund kender de til prisudsving helt op til 8000 procent indenfor en kort periode, siger farmaceut Torben Dige Semark. Foto: tv2