13-årig overfaldet og sparket i ansigtet mens større gruppe drenge så på

16x9
En 13-årig dreng blev fredag aften overfaldet ud for McDonald's på Kongensgade i Odense. Foto: Google Maps

I samarbejde med TV 2/Fyn

En 13-årig dreng blev fredag aften overfaldet og sparket i ansigtet, da han blev konfronteret af en større gruppe drenge på gågaden i Odense.

Fyns Politi søger vidner til et overfald på en 13-årig dreng i Kongensgade i Odense klokken 19.50 fredag aften.

En mindre gruppe drenge var på vej ud fra McDonalds, da de møder en gruppe på 10-15 ældre drenge, og efter en kort ordveksling angriber en af de ældre drenge den 13-årige.

- Han tager fat i hans jakke og trækker ham ned på jorden. Herefter sparker han ham i ansigtet og rammer ham på næsen, fortæller Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Herefter forsvinder gruppen af ældre drenge fra stedet.

Konfrontationen bliver overværet af to tøjekspedienter fra en nærliggende tøjbutik, der løber ud og sammen med den 13-årige drengs venner får ham trukket ind i butikken.

Efterfølgende var personer fra begge grupper inde i tøjforretningen for at spørge til den 13-årige dreng.

- Jeg tænker, at også nogen fra gerningsmandens gruppe syntes, at det var for meget, siger Anders Furbo Therkelsen.

Kørt på OUH

Efter overfaldet blev den 13-årige dreng kørt til skadestuen på OUH. Ifølge vagtchefens oplysninger har han ikke brækket noget, men næsen var hævet og blødte efter overfaldet.

Vagtchefen fortæller, at politiet endnu ikke er helt sikre på, hvad der leder til konfrontationen, men forklarer at den 13-årige muligvis har misforstået den ældre dreng, hvilket kan have ledt til overfaldet.

- Ud fra hvad vi ved, så burde det ikke have givet anledning til det her, så vi vil gerne tale med eventuelle vidner, der har set noget, siger Anders Furbo Therkelsen.

Ikke i orden

Han forklarer, at der fortsat er en del vidner, der skal afhøres, blandt andet tøjekspedienterne fra forretningen og nogle af den 13-åriges venner. Politiet har endnu ikke fundet nogen fra modpartens gruppe.

- Men jeg tænker, at det nok er nogen, man kan løbe op, siger vagtchefen og fortsætter:

- Al vold er selvfølgelig ikke i orden, men det her er lige i overkanten. Især fordi offeret kun er 13 år. Man skal også kunne sende sine unge mennesker ud i byen uden at frygte for alt muligt. Men det er heldigvis sjældent, vi ser det gå ud over så unge mennesker. Det er ikke i orden, siger vagtchefen.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Gerningsmandens signalement

Gerningsmanden beskrives af Fyns Politi som en 15-årig dreng, der er omkring 185 centimeter høj.

Han har sydlandsk udseende og er bred og kraftig af bygning.

Han har kort, mørkt hår, lidt overskæg og lyse øjne.

På gerningstidspunktet var han iført en mørkeblå dunvest.

Han var en del af en gruppe på 10-15 drenge af anden etnisk herkomst end dansk.