Uhyre sjældne dyr stjålet fra Randers Regnskov: - Det er forfærdeligt

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Ukendte gerningsmænd har søndag - midt i åbningstiden - stjålet dyr fra Randers Regnskov.

En eller flere gerningsmænd har i weekenden stjålet tre meget sjældne burmesiske stjerneskildpadder fra Randers Regnskov. Regnskoven håber nu, at tyvene besinder sig og afleverer skildpadderne tilbage.

Tyveriet fandt sted søndag, mens regnskoven havde åbent, og det vrimlede med mennesker.

- Det er forfærdeligt. De er ufatteligt sjældne, siger dyrepasser Kristian Sørensen fra Randers Regnskov til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er kun få måneder siden, at i alt otte burmesiske stjerneskildpadder flyttede ind i Randers Regnskov. Og nu er der altså kun fem tilbage.

Meget bittert

Det vides ikke, hvordan tyveriet er sket, da der ifølge Randers Regnskov ikke er videoovervågning ved skildpaddernes bur.

- Der er et flettet metalhegn, som formentlig er sparket ind, hvorefter man med hænderne har haft mulighed for at tage nogle af dem. De fem andre er formentlig blevet bange og er kravlet længere ind i buret, siger Kristian Sørensen, der afviser, at skildpadderne selv kan have fundet vej ud ad buret.

- Hullet i hegnet sidder for højt til, at de selv kan være kravlet ud.

Her kan du se, hvordan det så ud, da de otte skildpadder for nogle måneder siden flyttede ind i Randers Regnskov. Video: TV 2 Østjylland

Arten er så sjælden i naturen, at en delegation på fem personer med specialtrænede hunde for nyligt kun fandt fem af de disse skildpadder efter 400 timers målrettet søgen i Burma.

- Vi har lagt et stort arbejde i at få de her skildpadder til at falde til her, så vi måske på sigt kan opdrætte dem, og derfor er det selvfølgelig meget bittert, det her. Vi er enormt kede af at miste så stor en del af det her avlsprojekt, siger Kristian Sørensen.

Han fortæller, at det kun er fem år siden, at det første gang lykkedes at opdrætte arten i fangenskab.

Kristian Sørensen frygter nu, at de tre skildpadder er havnet et sted, hvor man ikke kan passe dem ordentligt, da de kræver særlige forhold.

- Jeg er ikke i tvivl om, at gerningsmændene har vidst, hvad de er gået efter. Skildpadderne udgør en stor værdi. Man skal være rimelig kold, hvis man søndag midt i vores åbningstid sparker hegnet ind og tager dem, siger Kristian Sørensen.

Frit lejde skal få skildpadderne hjem

Han håber nu, at gerningsmændene fortryder deres handling.

- Vi giver frit lejde. Hvis man sidder derude og indser, at det her er dumt, så kan man komme og aflevere skildpadderne her anonymt, eller man kan ringe til os og fortælle, hvor de er, og så henter vi dem, siger Kristian Sørensen.

Randers Regnskov har endnu ikke politianmeldt tyveriet, men det kommer til at ske mandag formiddag.