Vejstrid i Vejen i hårdknude - kommunens ulovlige vej forbliver lukket

16x9
Skovgårdsvej har nu været spærret for trafik i en lille uge. Foto: akob Schjødt-Pedersen, TV SYD

I samarbejde med TV Syd

Den ulovlige Skovgårdsvej mellem Vejen og Askov har nu været spærret i en lille uge, men der er ikke udsigt til nogen opblødning i striden.

- Jeg åbner ikke vejen, før kommunen finder en løsning.

Så kort og kontant lyder meldingen fra landmand Martin Lund Madsen, der nu i en lille uge har spærret en nyanlagt vej mellem Vejen og Askov med bunker af sand og store halmballer.

Martin Lund Madsen har allerede brugt mere end tre millioner kroner på advokater i forbindelse med striden, som Højesteret i slutningen af september afgjorde til landmandens fordel.

Ulovlig vej

Ekspropriationen af jorden til den kommunale vej er ulovlig, og dermed er Martin Lund Madsen i sin gode ret til at lukke vejen for trafik. Det har flere juridiske eksperter slået fast.

Vejens borgmester, Egon Fræhr, har i denne uge holdt møde med Martin Lund Madsen, men det førte ikke til en løsning

Borgmesteren oplyser til TV SYD, at han vil orientere byrådsmedlemmerne om situationen på tirsdag, men har derudover ikke yderligere kommentarer.

Landmand Martin Lund Madsen er klar til at gå hele vejen, som han siger, og han har oven i købet en plan b på vej. Han ønsker ikke at løfte sløret for, hvad planen konkret går ud på, men han har tidligere med et smil på læben talt om at holde juleudsalg af knust asfalt på borgmesterens konto.

Landmanden understreger, at jorden under vejen er hans, men han vil ikke svare på, om han selv kan finde på at brække asfalten op og fjerne den.

Landmand mødt med sympati

Lukningen af vejen er blevet mødt med sympati fra mange sider, og Martin Lund Madsen siger, at han fortsat oplever stor opbakning til forsvaret for den private ejendomsret.

- Jeg modtager hver dag otte-ti opmuntrende mails med opfordring om at stå fast, og overalt hvor jeg færdes, bliver jeg stoppet af mennesker, der støtter kampen, siger Martin Lund Madsen til TV SYD.

Landmanden har iøvrigt hyret den tidligere konservative minister Lars Barfoed som rådgiver i den aktuelle strid.

Vejen Kommune har besluttet at gennemføre ekspropriationen en gang til - denne gang med hjemmel i Vejloven, som er den lov, der ifølge Højesteret kan finde anvendelse i sagen.

Den første ekspropriation skete i henhold til Lov om Elektrificering, men det var altså ulovligt, fastslog Højesteret.