Hval skyllet op på stranden ved Blokhus

I samarbejde med TV2 Nord

En vågehval er skyllet i land ved Blokhus. Ifølge Naturstyrelsen har den været død længe og får sandsynligvis lov til at blive liggende på stranden.

Fredag aften er flere mennesker stimlet sammen på stranden ved Blokhus for at se resterne af en stor vågehval, der er skyllet i land på stranden.

Hvalen blev spottet af lokale allerede torsdag eftermiddag, men da lå den på 75 centimeter dybt vand. Naturstyrelsen har derfor først fredag formiddag haft mulighed for at besigtige hvalen. Det fortæller vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen fra Naturstyrelsen.

Hvalen får sandsynligvis lov til at blive liggende på stranden, så nysgerrige kan komme forbi og se den.
Hvalen får sandsynligvis lov til at blive liggende på stranden, så nysgerrige kan komme forbi og se den. Foto: Jeppe Hostrup / TV2 NORD

- Hvalen har været død længe, kan vi se, og den mangler både hoved og hale, og dens hud er i dårlig stand, som om den har ligget og rullet rundt på havbundens sand længe. Så det er faktisk svært at sige, præcis hvilken hval der er tale om. Men vi vurderer, at det er en vågehval, siger Mogens Sonne Hansen.

De præcise opmålinger af hvalen viser, at de fysiske rester af den er seks meter lange - uden hale og hoved. Billeder af den er blevet sendt til Zoologisk Museum.

Normalt vil myndighederne rykke ud til strandede hvaler og hjælpe dem tilbage i havet. Men umiddelbart ser det dog ud til, at hvalen her får lov til at blive liggende på stranden i Blokhus, så nysgerrige kan komme forbi og se den.

- Hvalen har på den måde ingen bevaringsværdi, fordi den er i så dårlig stand og været død så længe. Så den får nok lov til at blive liggende og blive omsat på naturlig måde, siger vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen.

En 17 meter lang finhval skyllede i februar 2016 i land ved Blokhus.
En 17 meter lang finhval skyllede i februar 2016 i land ved Blokhus. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Sidste gang, en hval skyllede i land i Blokhus, var i februar 2016. Her drejede det sig om en 17 meter lang finhval, hvis skelet siden er blevet udstillet i både Blokhus og på Nordsøen Oceanarium.