Politiet dropper efterforskning af brandårsag på Bakken

I samarbejde med TV 2 Lorry

En større brand ødelagde onsdag to restauranter i forlystelsesparken Dyrehavsbakken. Politiet afviser, at en kriminel handling ligger bag.

Nordsjællands Politi har fredag besluttet, at man ikke vil foretage en nærmere efterforskning i sagen om en større brand på Dyrehavsbakken onsdag.

- På baggrund af afhøringer af øjenvidner ude på stedet er det blevet vurderet, at der ikke er behov for at foretage en undersøgelse af brandårsagen, siger pressevagten hos Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry fredag.

Torsdag blev det ellers meldt ud, at Nordsjælllands Politi ventede på, at sluknings- og oprydningsarbejdet var færdiggjort hos brandvæsenet, så man kunne komme ind i bygningerne og foretage en yderligere undersøgelse af årsagen til branden.

Men den beslutning er nu droppet, da politiet ikke længere finder det væsentligt med en teknisk undersøgelse.

En anden årsag er, at onsdagens brand fik bygningerne til at styrte sammen. En kran måtte derfor arbejde på stedet med at få løftet dele af bygningen væk, så brandfolkene kunne slukke gløderne under de sammenstyrtede bygninger.

- Derfor ligger store dele af det, man skulle have undersøgt yderligere, i dag i en stor container. Så det er stort set umuligt at foretage en undersøgelse, siger den presseansvarlige hos Nordsjællands Politi.

Langt fra første gang

Selv om situationen er trist for Dyrehavsbakken i dag, så er det langt fra første gang, at man står i en situation med en voldsom brand i den gamle forlystelsespark.

Så sent som i november sidste år blev brandfolk kaldt ud til en brand. Dengang var det på restaurant "Hvide Hest", at der var gået ild i en frituregryde.

Her havde Bakken heldigvis lukket for gæster, hvilket gjorde kampen mod branden lettere.

Men også tilbage i 1998 var Bakken plaget af en voldsom brand. Her var det en brand i restaurant "Bakkens Perle", som brandvæsenet blev kaldt ud til.

Du kan se et videoklip fra den voldsomme brand i 1998 i klippet herunder:

Tilbage i 1998 var Bakken plaget af en voldsom brand. Her var det en brand i restaurant Bakkens Perle, som brandvæsenet blev kaldt ud til. Video: TV 2 Lorry