Mand anholdt for at kaste benzin ind i fitnesscenter, mens folk trænede

16x9
Træningscentret er flere gange før blevet udsat for hærværk. Engang blev der hældt hvis maling udover centrets facade. Foto: Søren Pokke / Privatfoto

I samarbejde med TV Øst

En 48-årig mand er sigtet for at ville sætte ild til et fitnesscenter i Slagelse.

Det kunne have gået grueligt galt, da en maskeret mand en tidlig tirsdag morgen i slutningen af august forsøgte at starte en brand i fitnesscenteret PMT Gym i Slagelse, mens folk trænede.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Det er fuldstændig galt, udtalte Søren Pokke, ejer af fitnesscenteret, til TV ØST.

Det er fuldstændig galt

Søren Pokke, ejer af fitnesscenteret PMT Gym i Slagelse

Søren Pokke var rystet over episoden og forklarede, at en gerningsmand havde slået hul i en port ved en bagindgang omkring klokken 07.00. Derefter pumpede og kastede han benzin ud over træningsmaskinerne.

Her var tre personer i gang med deres morgentræning. To af dem forlod stedet i frygt for deres liv.

Men den tredje person fik fat i en pulverslukker, og det fik gerningsmanden til at stikke af på cykel. Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 07.22.

Motiveret i konkurrencevirksomhed

Lige siden har den ukendte gerningsmand været eftersøgt af politiet. Men nu er en 48-årige mand fra lokalområdet ifølge Sjællandske blevet anholdt i sagen. Han er sigtet for to tilfælde af hærværk samt forsøg på brandstiftelse.

- Manden har tilstået og er blevet løsladt igen, oplyser Jens Jedig Christiansen, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det skulle angiveligt være motiveret i konkurrencevirksomhed, siger politikommissæren, som ikke ønsker at gå i yderlige detaljer om sagen.

Fitnesscentret i Slagelse blev i slutningen af august udsat for hærværk. En gerningsmand havde hældt benzin ind på træningsmaskinerne.
Fitnesscentret i Slagelse blev i slutningen af august udsat for hærværk. En gerningsmand havde hældt benzin ind på træningsmaskinerne. Foto: Søren Pokke / Privatfoto

Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår den 48-årige skal i retten.

Ejer: - Man bliver skør

Søren Pokke ejer udover centret i Slagelse også PMT Gym i Næstved og Køge, ligesom han er ved at åbne et center i Rødovre. Men da hærværket kun har været i Slagelse, tror han, at en lokal person står bag.     

- Jeg er ikke fra Slagelse, og jeg kender ikke nogen i Slagelse. I og med at det ikke sker i andre byer, hvor vi har centre eller i Næstved, hvor jeg bor, så må det være en lokal i Slagelse, udtalte han til TV ØST og tilføjede:

- Man bliver skør af at tænke på det, når man ikke ved noget.

Tidligere udsat for hærværk

Fitnesscenteret i Slagelse åbnede i slutningen af juni, og Søren Pokke oplyste, at centeret generelt har fået en varm modtagelse.

Men det er ikke første gang, at fitnesscenteret udsættes for hærværk. En måneds tid efter åbningen blev deres adgangspanel, hvor folk taster sig ind uden for bemandingstid, ødelagt flere gange.

Træningscentret er flere gange før blevet udsat for hærværk. Engang blev der hældt hvid maling udover centrets facade.
Træningscentret er flere gange før blevet udsat for hærværk. Engang blev der hældt hvid maling udover centrets facade. Foto: Søren Pokke / Privatfoto

En person ødelagde adgangspanelet med hammer og mejsel, og der er også blevet kastet brosten gennem to facadevinduer.

- Det er rimelig træls. Men vi har ikke nogen, vi kan mistænke. Normalt kan man have smidt en ud, eller der kan være nogen, der har set sig sur på én. Men det er ikke tilfældet, sagde Søren Pokke.

Omkring 14 dage senere var en gerningsmand igen på spil. Her blev der kastet med hvid maling på facaden, og adgangspanelet blev endnu engang smadret. Søren Pokke anslår, at skaderne løber op i cirka 100.000 kroner.