Fitnesscenter kun for kvinder - spejle og mænd er ikke velkomne

16x9
Anna Listh er fitnesstræner og indehaver af AL Studio. Foto: TV 2 Østjylland

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Det bliver mere populært at lave opdelte træningscentre. I Aarhus har et center kun for kvinder måtte udvide, da efterspørgslen er stor.

- Jeg behøver ikke være bange for, at der er nogen, der dømmer mig, fortæller Caroline Hrab.

Her i træningscenteret i Aarhus tramper kvinder løs og river i vægte og maskiner.

- Det er rigtig hyggeligt og hårdt. Det er for at få mere energi og overskud i hverdagen. Være energifyldt og glad, fortæller Cecilie Hjaltelin.

Her i træningscenteret er der kun kvinder – mænd er ikke velkomne.

- Jeg fornemmede, at der var en interesse for at have et sted, hvor der var et frirum. Hvor man kunne føle sig tryg i at komme – uden at der var nogen, der dømte, eller kiggede på én, siger Anna Listh, som er instruktør og indehaver af AL Studio.

Ingen griner

Her handler det om sammenhold, og om at være sig selv – helt uden at føle sig bedømt.

- Her har jeg syv andre piger, som jeg har et tæt bånd til, og som jeg kender. Og hvis jeg dummer mig, så er der ikke nogen, der griner af mig, siger Caroline Hrab.

Vi har alle sammen et ønske om, at fremstå bedst muligt, men det kan være svært, hvis man føler, nogle kigger.

Anna Listh, indehaver, AL Studio.

Fitnesscenteret er så populært, at det har måtte udvide og rykke i større lokaler.

- Vi har omkring 80-100 kvinder, som kigger forbi. Vi har alle sammen et ønske om at fremstå bedst muligt, men det kan være svært, hvis man føler, nogle kigger, siger Anna Listh.

Hun startede fitnesscenteret på grund af sine egne erfaringer, da hun begyndte at træne.

- Jeg havde enormt svært ved at gå ned og stå foran et spejl og have fire mænd rundt om mig, der kiggede og så, hvordan jeg trænede, og måske dømte mig, fortæller Anna Listh.

Det er ikke kun mænd, der ikke er velkomne her – men også spejle.

- Det er ikke det, det kommer an på. Det er meget vigtigt, at man giver den gas og ikke koncentrerer sig om, hvordan man ser ud, siger Anna Listh.

10 hold

Caroline Hrab havde samme følelse, da hun begyndte at træne i et almindeligt fitnesscenter.

- Man har mere en fornemmelse af, at folk kigger på én. Det er rart, at man ikke har den forestilling her, siger hun.

De kommer alle for at træne, tabe sig eller på grund af det sociale. Caroline Hrab har da også fået en masse veninder, som hun også har slået i dødløft.

- Det går godt, jeg slår rekorder og udvikler mig - og taber mig, fortæller hun.

Centeret har omkring 10 hold med 8-10 deltagere og personlig træning.