Dansk ø uden strøm i otte timer: - Det er uholdbart, siger beboerforening

16x9
trømsvigtet skyldes et søkabel, som blev beskadiget 500 meter ud for kysten. Foto: Horsens Kommune

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Endelave var onsdag uden strøm i otte timer. Episoder som denne vil beboerforeningen gerne undgå fremover.

Otte timer. Så lang tid gik der, før Endelave fik strømmen igen i går, onsdag. Et strømsvigt, som skete allerede klokken 09.40, og hvor beboerne på øen måtte undvære strømmen frem til omkring klokken 18.

Årsagen er ifølge elselskabet Konstant, at der blev beskadiget et søkabel 500 meter ud for kysten. Derfor måtte en generator fragtes til øen.

Transporten af generator tog indtil klokken 16, hvorefter tilkoblingen kunne sættes i gang. Klokken 18 havde beboerne på øen igen strøm.

Senere fik vi så en sms om, at det først ville blive klokken 19, det var da lidt nervepirrende.

Hanne Nyholt, næstformand, Endelave Beboerforening

Ifølge Hanne Nyholt, som er næstformand for Endelave Beboerforening, så havde folk ikke regnet med, at det tog så lang tid:

- Vi fik en sms ved 9-tiden om, at strømmen var gået, og at det ville være løst klokken 12, men senere fik vi så en sms om, at det først ville blive klokken 19, det var da lidt nervepirrende, fortæller Hanne Nyholt til TV2 ØSTJYLLAND.

Godt med gasblus 

Det var en lang dag, hvor dagens gøremål skulle klares uden strøm, men på Endelave Kro kunne gæsterne stadig få varm mad:

- Vi var heldige, at vi havde gasblus, så vi kunne stadig gøre, som vi plejer, og gæsterne tog det hele med ro, fortæller Henning Brodersen, forpagter på Endelave Kro.

Men selvom det var held i uheld, at kroen havde et komfur, som ikke skulle benytte strøm, så var dagens menu ikke helt indrettet herefter:

- Det pressede os lidt, at dagens ret var flæskesteg, det er svært at lave på et gasblus, men så tændte vi bare op i den store grill, siger Henning Brodersen.

Trods manglen på strøm blev gæsterne på Endelave Kro ikke snydt for dagens ret, flæskesteg.
Trods manglen på strøm blev gæsterne på Endelave Kro ikke snydt for dagens ret, flæskesteg. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Tager emnet op

Selvom tingene lykkedes trods de mange timer uden strøm, så mener Hanne Nyholt og resten af Beboerforeningen, at det skal laves om:

- Vi tager det op på næste bestyrelsesmøde, det er uholdbart, for nogle ting skal altså bare kunne fungere, så vi vil gerne have en fast nødgenerator på øen, fortæller hun.

Det pressede os lidt, at dagens ret var flæskesteg, det er svært at lave på et gasblus.

Henning Brodersen, Endelave Kro

Men ifølge elselskabet, Konstant, er det ikke en holdbar løsning: 

- De har haft en før på øen, men den mobile løsning er bedre, da driftsikkerheden er højere, siger Michael Grønhøj, netchef i elselskabet Konstant. 

Han tilføjer desuden, at der vil komme et skib i morgen, som kan undersøge, hvad årsagen til brud på kablet egentlig var. 

Indtil søkablet er repareret, så må øens beboere modtage deres strøm fra generatoren, som er opstillet på øen.