Cirkus Arena dropper elefanter - nu har de fået tilbudt nyt hjem i Danmark

16x9
Knuthenborg Safaripark har tilbudt Cirkus Arena, at cirkussets tre elefanter kan flytte til safariparken. Foto: Knuthenborg Safaripark

I samarbejde med TV2 ØST

Knuthenborg Safaripark har kontaktet Cirkus Arena og tilbudt cirkusets tre elefanter at flytte til safariparken, når deres cirkuskarriere er forbi.

På trods af at Folketingets forbud om vilde dyr i cirkus ikke gælder Cirkus Arenas tre elefanter, har cirkusset besluttet, at 2018 er sidste sæson med optrædende elefanter. Cirkusset har derfor ledt efter et nyt hjem til elefanterne, og nu melder Knuthenborg Safaripark sig som mulig aftager.

- Vi er på et ultratidligt stadie. Vi har rettet henvendelse til Cirkus Arena og sagt, at vi gerne vil tilbyde dem et hjem. Alle er lidt låste i den her situation, hvor der ikke længere skal være elefanter i cirkus. Så skal de jo et eller andet sted hen, siger safariparkens ejer Christoffer Knuth til TV ØST.

- I Knuthenborg vil de blive tilbageført til det elefantliv, som elefanter skal have, som er mere naturligt, og hvor de ikke hele tiden har fysisk kontakt med mennesker.

I Knuthenborg vil de blive tilbageført til det elefantliv, som elefanter skal have, som er mere naturligt

Christoffer Knuth, ejer af Knuthenborg Safaripark

I stedet for at blive sendt til Sydeuropa kan de komme til Knuthenborg

Knuthenborg Safaripark har derfor tilbudt Cirkus Arena, at ciskursets tre elefanter kan flytte til safariparken, når deres cirkuskarriere er forbi.

- Vi tænkte, det kunne være en god løsning på hele situationen. Der er én ting, vi har meget af på Knuthenborg, og det er plads. I stedet for at sende dem til det sydlige Sydeuropa, hvor vi alle sammen ved, at dyrevelfærden er noget lavere, end i Danmark, så kunne vi finde en god løsning her på Knuthenborg, siger ejeren Christoffer Knuth.

Det her er området, der kan blive elefanternes nye hjem.
Det her er området, der kan blive elefanternes nye hjem. Foto: Knuthenborg Safaripark

Safariparken har udset et 100.000-200.000 m2 stort område med græs og enorme træer, alle tre cirkuselefanter kan bebo.

- Arealmæssigt har vi masser af plads i Knuthenborg Safaripark. Men der er rigtig mange forberedelser forbundet med det, siger Christoffer Knuth.

Knuthenborg Safaripark har ikke haft elefanter siden 70’erne

Safariparken mangler et anlæg med en stald indrettet på elefanternes præmisser, inden de kan flytte ind.

Der er ikke nogen, der kan se en fordel i, at elefanterne forsvinder til et cirkus til kummerlige forhold

Christoffer Knuth, ejer af Knuthenborg Safaripark

- Der skal søges om byggetilladelser og bygges stalde. Der skal laves store indhegninger, så de ikke løber rundt inde i Maribo-by, siger Safariparkens ejer.

Knuthenborg Safaripark er kendt for sine åbne dyreanlæg, man kan køre igennem. Dette vil dog ikke være tilfældet hos elefanterne, men gæsterne vil stadig kunne se dem på meget tæt hold, hvor man kan danne sig en relation til og forståelse af de store dyr.

- Vi kan tilbyde elefanterne nogle gode år. Når man nu har haft cirkuselefanter, og man har fra lovgivningens side sagt, at det vil man ikke have mere. Så vil vi kunne finde en ny god løsning, hvor alle parter er glade, og folk vil kunne se elefanter i Knuthenborg. Det har vi ikke haft siden 70’erne, siger Christoffer Knuth.

Ejeren kan dog ikke sige noget præcist om, hvornår gæsterne vil have mulighed for at kunne opleve de store dyr i parken.

- Der er en masse ting, der skal falde på plads. Men jeg tror, at der er mange parter, der vil kunne se en fordel i det her. Der er ikke nogen, der kan se en fordel i, at elefanterne forsvinder til et cirkus til kummerlige forhold. Det er ingen interesserede i, hverken elefanter eller mennesker.