Hus fundet flydende midt på Limfjorden

16x9
Huset flyder lige nu rundt i den østlige del i Limfjorden. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV Midtvest

I samarbejde med TV Midtvest

Politiet fik tidligere på aftenen en henvendelse om et løsrevet hus i Limfjorden. Ejeren har nu henvendt sig til politiet.

Et hus flyder lige nu rundt i den østlige del af Limfjorden.

Midt- og Vestjyllands Politi fik tidligt mandag aften en henvendelse om det flydende hus af en person, der har et sommerhus i området ved Sønder Lem Vig.

- Det har vi godt nok ikke lige set før, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge politiet ligner huset en husbåd, der har revet sig løs. Højst sandsynligt fra Struer eller Oddesund-området. Men politiet har endnu ikke været ude ved huset.

Politiet vidste i første omgang ikke, hvem ejeren var, men de håbede at kunne finde frem til vedkommende med et billede af huset på Twitter. Det lykkedes så.

Frygter drengestreger

Ejeren er Chris Jensen fra Vildbjerg-området, som TV MIDTVEST har været i kontakt med. Huset er familiens sommerhus, som Chris Jensen selv har tegnet og bygget. Huset vejer omkring fem tons.

Ifølge ham plejer husbåden at være holdt fast med et halvandet tons tungt anker, og derfor frygter han, at der er nogen, der har skåret kæden til ankeret over som drengestreger.

- Det river sig jo ikke bare løs af sig selv, siger Chris Jensen.

Nu skal han og familien op og kigge på det flydende hus, og så skal de have det bjærget i land.

- Jeg har nogle venner med nogle store både, men det bliver nok først en gang i morgen (tirsdag, red.), at jeg kan få kontakt til dem. Men det kommer til at kræve en stor båd at få det i land igen, siger Chris Jensen.

Chris Jensen er kommet til stranden ved Sønder Lem Vig for at se efter sin husbåd, der driver rundt ude i Limfjorden.
Chris Jensen er kommet til stranden ved Sønder Lem Vig for at se efter sin husbåd, der driver rundt ude i Limfjorden. Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen / TV Midtvest

Første tweet fra politiet lød på et grundstødt hus.

Drivhuset kommer højst sandsynligt fra Struer eller Oddesund-området.
Drivhuset kommer højst sandsynligt fra Struer eller Oddesund-området. Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen / TVF Midtvest