Vej spærret efter voldsom brand

16x9
Flere beboere måtte evakueres under den voldsomme brand. Foto: Local Eyes / Local Eyes

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Min Købmand i Spørring mellem Randers og Aarhus brød i nat i brand, og først her til morgen er branden helt slukket

Der er sket omfattende skader på købmanden i Spørring på Gl. Landevej. Kl. 2.40 brød der af endnu ukendte årsager brand i bygningen, der også huser et pizzeria. Politiet har evakueret beboerne i nabobygningerne og afspærret vejen.

- Her kl. 8 skulle branden være helt slukket. Ingen personer var til stede i bygningen, og der skulle ikke være tilskadekomne, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 Østjylland og fortsætter:

- Vi har spærret Gl. Landevej af for at kunne lave brandstedsundersøgelser. Vi kan endnu ikke sige noget om årsagen til branden.

Den voldsomme brand har dermed også betydet, at bilister har skullet finde en anden vej gennem Spørring, og bus 117 kører med ændret rute.

- På grund af større brand på Gl. Landevej, er det desværre ikke muligt at betjene stoppestedet ved købmanden og kroen. Busserne kører i stedet via Højgårdsparken, skriver Midttrafik på Facebook.

Mange brandfolk har arbejdet hele natten med at få styr på flammerne, og altså først her til morgen er der kontrol over branden.