Skubber gammel Fiat 101 kilometer for at samle penge ind til kræftsyg nevø

I samarbejde med TV 2/Fyn

To stærke mænd bruger deres muskler til at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse - på en lidt anderledes måde.

Der findes mange måder at rejse penge til forskning indenfor kræftområdet. Men Henning Duvander Iversen og Kenneth Spies Liljegrens måde har måske nok ramt en sjældent berørt afkrog i indsamlingskataloget.

For de har sat sig i spidsen for at skubbe en gammel Fiat 101 kilometer på en cykelsti ved Kertemindevejen mellem Agedrup og Munkebo. Først 2,5 kilometer den ene vej, og så 2,5 kilometer den anden vej. Indtil de rammer 101. De begyndte fredag morgen klokken 4 og mente, at det kunne gøres på 24 timer.

- Det ser ud til, at vi når det på 20 timer, så det er super. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at skubbe en bil 101 kilometer, og så gør vi det, siger Henning Duvander Iversen, der bor i Odense.

Inde i førerhuset på bilen sidder der en, der passer rattet i nogle timer, indtil de bliver skiftet ud. Men Henning og Kenneth tager den hele vejen, indtil de når 101 kilometer.

Nevø med hjernesvulst

Og imens de bruger musklerne på landevejen, opfordrer de folk til at bruge lommepengene til en god sag. For meningen bag det hele er at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Og for Kenneth Spies Liljegren ligger der også en personlig historie bag, nemlig om hans nevø Noa, der har levet med en tumor i hjernen, siden han var tre år.

- Min nevø har en hjernesvulst som han lever med, og det er forskning, der gør, at han kan leve. De kan fjerne metastaserne rundt om, men de kan ikke fjerne svulsten. Så længe den ikke vokser, lever han fint, fortæller Kenneth Spies Liljegren. 

Der er indtil nu samlet lige knap 3000 kroner ind, og indsamlingen kan findes ved at trykke HER.

Det er ikke første gang, Henning Duvander Iversen sætter sig i spidsen for et fysisk projekt for at rejse penge til bekæmpelse af kræft. I oktober sidste år tog han 5252 armbøjninger under Knæk Cancer-ugen og samlede på den måde 32.000 kroner ind.

- Min nevø har en hjernesvulst som han lever med, og det er forskning, der gør, at han kan leve. De kan fjerne metastaserne rundt om, men de kan ikke fjerne svulsten. Så længe den ikke vokser, lever han fint, fortæller Kenneth Spies Liljegren. Video: TV 2 Fyn