Gymnasielærer revser forældre: Hvor er jubelopslaget om 4-tallet

16x9
Snart springer studenterne ud. Men på Facebook er der ikke mange forældre der hylder deres børn for andet end 10- og 12-taller. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Lektor vil have flere 4- og 7-taller på Facebook. Fokusset på 12-taller er problematisk, mener psykolog.

- Vi skal oversvømme Facebook med alle tal. Forældrene skal ud af busken, også selv om deres barn ikke fik 12.

Allan Gjersbøl Jørgensen er gymnasielærer på Grenaa Gymnasium, og han ved af erfaring, hvad der sker på Facebook her i eksamenstiden. Det sociale medie er ved at implodere af opslag fra stolte forældre, der 'praler' af deres børns 10- og 12-taller.

Det er Allan faktisk lidt træt af. Han kan godt forstå, at forældre bliver stolte, når deres barn får en topkarakter - men han savner de stolte opslag om 4- eller 7-taller.

- Vi skal ikke lade Facebook flyde over med 12-taller. Jeg ser desværre sjældent forældre, der skriver: 'Vores søn fik 4, og det havde han ikke set komme for et år siden', siger Allan Gjersbøl Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Karaktererne stiger støt på de gymnasielle uddannelser

Man skal forholde sig til processen i stedet for karakteren. Det handler om, hvor barnets startsted har været, lyder det fra gymnasielæreren.

Allan Gjersbøl Jørgensen fortæller, at han ikke kan lade være med at tænke på gymnasieeleven, der ser sine klassekammeraters forældre lave opslag om 12-taller, mens der intet sker på mors eller fars facebookside.

- Er de ikke stolte nok af min præstation? Det må være en tanke, de nemt kan få, siger Allan Gjersbøl Jørgensen.

Allan Gjersbøl Jørgensen har undervist på Grenaa Gymnasium siden 2011.
Allan Gjersbøl Jørgensen har undervist på Grenaa Gymnasium siden 2011. Foto: TV 2 Østjylland

Børn skal have realitetssans

Selvom gymnasielærerens pointe er, at forældre og venner også skal huske at rose dem, der ikke får topkarakterer, er han i al almindelighed også modstander af at gå den anden vej.

- Vi skal ruste vores børn til at møde virkeligheden bedst muligt. Det gør vi ikke at ved at curle dem og pakke dem ind i vat. Det mener jeg, at man gør, hvis man roser dem og siger, at det er fantastisk at få 02, for det siger vores karakterskala objektivt, at det ikke er, siger han og fortsætter:

- Det handler om at give børn en realitetssans i forhold til, hvad de kan og ikke kan. Det mener jeg er en af de vigtigste ting, vi kan gøre som forældre. 

Det skal være med gymnasieelevens tilladelse, hvis forældre lægger noget op på Facebook, mener psykolog Sara Kusk Mikkelsen.
Det skal være med gymnasieelevens tilladelse, hvis forældre lægger noget op på Facebook, mener psykolog Sara Kusk Mikkelsen. Foto: TV 2 Østjylland

Læs også Karakterfrie gymnasier: - Man oplever ikke samme stressniveau

02 kan dog i visse tilfælde være en præstation i sig, lyder det.

- Hvis 02 var deres bjerg at bestige så ros deres indsats og ihærdighed for den anstrengelse, skriver han i opslag på - ja gæt selv - Facebook. 

Psykolog: Børn er noget værd uden topkarakterer

TV2 ØSTJYLLAND har kontaktet psykolog Sara Kusk Mikkelsen, der arbejder hos Familiepsykologerne i Aarhus.

Hun synes, at det vil være fint, hvis der kan komme en modvægt til 12-tallerne.

Der er noget problematisk i, at det kun er 12-taller, der finder vej til Facebook, siger Sara Kusk Mikkelsen og fortsætter:

- Hvis børnene oplever, at karakteren er det, der giver anerkendelse, opmærksomhed og stolthed hos forældrene, kan de få den oplevelse, at der skal høje karakterer til, for at de noget værd.

Egentlig er Sara Kusk Mikkelsen modstander af, at forældre laver opslag om deres børns karakterer på Facebook.

- Det gælder især, hvis forældrene lægger noget meget personligt op. De unge har en alder, hvor de er meget sensitive i forhold til sociale medier, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Det skal være med gymnasieelevens tilladelse, hvis forældre lægger noget op på Facebook, lyder det fra Sara Kusk Mikkelsen.

- De har en alder, hvor de også har noget at skulle have sagt.

Kære venner og især forældre til eksaminanderne. Sørg for at fejre jeres næres præstationer i eksamenstiden uanset om de...

Posted by Allan Gjersbøl Jørgensen on Thursday, June 7, 2018