Affald efterladt på boldbaner: Den skyldige nægter at fjerne det

16x9
Den 24-årige, som har efterladt affaldet, vil blive sigtet for brud på affaldsbekendtgørelsen. Foto: Flemming Christensen / TV MIDTVEST

I samarbejde med TV Midtvest

En 24-årig mand indrømmer, at han har efterladt massevis af byggeaffald på en fodboldbane, men han nægter at fjerne det igen.

Boldbanerne ved Skive Seminarium flyder med byggeaffald. Der er tale om en ret usædvanlig situation, hvor den skyldige nægter at fjerne det. Det forklarer politiet.

Byggeaffaldet tilhører en 26-årig mand fra Skive. I bunkerne af isolering, gipsplader og malerbøtter har politiet fundet frem til kvitteringer og andet, som peger på den 26-årige mand.

Manden har da også indrømmet, at det er hans affald, men han vil ikke fjerne det. Han har forklaret, at han har bedt en 24-årig mand om at skille sig af med det.

Inden politiet fik fat i den 24-årige, henvendte han sig selv til politiet, da han hørte, at de rodede i sagen – og affaldet. Han har indrømmet, at det er ham, som har smidt affaldet på boldbanerne. Forklaringen på den mærkværdige placering er, at han ikke kunne finde en losseplads.

Da politiet så spurgte manden, hvornår han kom og hentede det, nægtede han at gøre det.

- Vi har ikke før været udsat for, at når vi finder pågældende, så vil de ikke fjerne det igen. Det virker besynderligt, siger Niels Bach, politiassistent ved Skive Politi.

Den 24-årige, som har efterladt affaldet, vil blive sigtet for brud på affaldsbekendtgørelsen. Derudover retter politiet nu henvendelse til kommunen, så affaldet bliver fjernet. Herefter følger der en regning for kommunens tid og ressourcer.