Kirkegård forbereder sig på 150.000 gæster: - Udvis ekstra hensyn

16x9
Besøgende flokkes til de udsprungne kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård. Billedet her er dog fra foråret 2015. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV 2 Lorry

Man forbereder sig på massive mængder af mennesker i den lyserøde kirsebærallé.

I disse dage går gravere og gartnere rundt på Bispebjerg Kirkegaard og holder vejret. 

Den smukke kirsebærallé er nemlig ved at springe ud, og dét betyder gæster.

Masser af gæster.

- Det er jo virkelig breaking news, at forårets komme nu viser sig gennem kirsebærtræerne. Jeg vil tro, at i midten af næste uge blomstrer alléen, for det går stærkt nu, siger centerchef ved Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, Anders Melamies, til TV 2 Lorry. 

Vi møder ham på kirkegården, hvor et hold af ansatte er ved at gøre klar - ikke til blomsterne, men til de massive mængder af gæster, der forventes af betræde den cirka 50 meter lange allé.

Stadig flere mennesker vil have et fotografi

I 2017 besøgte 150.000 mennesker kirkegården for at opleve de lyserøde blomster.

Sågar brudepar og turister ankom langvejsfra med selfiesticks og sminke.

Og selvom træerne i år blomstre senere, end de gjorde sidste år, så forventer man mindst lige så mange gæster denne gang:

- Det er vores erfaring, at besøgstallet bestemt ikke bliver mindre. Folk bliver bedre og bedre til at sprede rygtet på de sociale medier. Det er blevet pop at få en selfie med kirsebærtræer i baggrunden, forklarer Anders Melamie.

Derfor har man sørget for ekstra toiletter, affaldskurve og sågar en afskærmning af Sønder Kapel, hvor fra der foregår bisættelser. 

Undgå picnic på gravsten

- Vi prøver på en æstetisk måde at skille tingene lidt ad og hjælpe folk til at udvise ekstra hensyn, forklarer centerchefen ved det blomstrede hegn, der adskiller kapel og allé:

- En appel fra min side er, at hvis man ikke har noget med kapellet at gøre, så skal man holde sig på afstand. Man skal ikke stille sig op og se på kisten, der bliver båret ud af mennesker, man ikke kender, uddyber han.

Generelt opfører de besøgende sig pænt, understreger han, men i takt med at træerne er blevet mere populære, er der kommet mere skrald og flere klager:

- Der er stadigvæk besøgende, man må fortælle, at den flise, som de sidder på, er et gravsted. Og at det ikke er passende respektfuld opførsel at udbrede et tæppe her. 

Træerne skal frehæve hele bydelen

Man har desuden i år sendt breve til byens gadesælgere for at minde dem om, at det ikke er tilladt at drive mobil butik på kirkegårdene. 

Men hvorfor forbyder man ikke alle uvedkommende at besøge stedet, så man kan slippe for al den virak og tjuhej?

Faktisk håber centerchefen, at kirsebærtræerne kan være med til at forbedre vores allesammens opfattelse af hele Nordvestområdet i København:

- Det, som er så fedt ved kirsebæralléen, er, at den giver noget til Nordvest, som området i høj grad fortjener. Der er faktisk meget mere at komme efter herude, siger Anders Melamie.

Tjek blandt andet facebook-begivenheden 'KirsebærKaravane 2018', hvis du vil have en guidet tur i området - og måske opdage nye selfie-steder.