Pensionist kræver 75.000 kroner i erstatning i Emilie Meng-sag

16x9
Et hus på Tårnborgvej i Korsør blev i 2016 ransaget fem gange. Nu vil beboerne i huset forsøge at få erstatning i retten for den gene, det medførte. Foto: René Lind

I samarbejde med TV Øst

Finn Petersen og hans ægtefælle har fået afvist at kunne få erstatning for en række ransagninger i 2016. Nu tager parret sagen i retten.

Det har haft store, personlige omkostninger for den 67-årige pensionist, Finn Petersen, at hans hjem blev ransaget fem gange i efteråret 2016.

Ransagningerne skete i forbindelse med politiets eftersøgning af den forsvundne Emilie Meng, og skete, fordi personer i gruppen "Forsvundne personer" mistænkte ham for at holde Emilie Meng indespærret. Samtidig havde en kvinde optaget nogle lydfiler fra naboejendommen, hvor der angiveligt blev talt med den forsvundne Emilie Meng.

Men politiet fandt ingen spor af Emilie Meng, og nu vil Finn Petersen og hans kone forsøge at få 75.000 kroner i erstatning i en retssag.

Statsadvokaten afviste erstatningskravet

Det, der er foregået, går nemlig langt over grænsen for, hvad man skal finde sig i som samfundsborger, fortæller parrets advokat, Steen Djurtoft til Sjællandske.

- Der er ikke rigtig nogle lignende sager at støtte sig til, så det er da ikke usandsynligt, at vi efterfølgende vil gå videre til landsretten og måske endda til Højesteret, hvis vi ikke i første omgang når et tilfredsstillende resultat, siger Steen Djurtoft til avisen.

Advokaten har rejst sagen ved retten, efter at politiet har afvist at give erstatning ud over de 1200 kroner per ransagning, plus lidt til rengøring og udbedring af skader, som er den almindelige takst for »tort og svie«.

Afvisningerne er først givet af statsadvokaten og senere bekræftet af rigsadvokaten.

Har selv påkaldt sig opmærksomhed

I afgørelsen fra Statsadvokaten blev der lagt vægt på, at Finn Petersen har svaret på spørgsmål i pressen.

- De argumenterer jo med, at Finn Petersen jo selv har en del af skylden for, at sagen blev så eksponeret, ved at svare på spørgsmål fra pressen. Det synes jeg dog er helt urimeligt, for hvad skulle han ellers have gjort, når han blev udsat for det, han blev udsat for, siger Steen Djurtoft til Sjællandske.

Sagen var berammet ved Retten i Næstved 5. marts, men Steen Djurtoft oplyser, at den blev aflyst, fordi dommeren var blevet syg.

Der er endnu ikke blevet fastsat en ny dato for sagen.