Jerngitre lukker Københavns Havn efter vandscooter-ulykke

16x9
Det er hullerne mellem brostøtterne, der fremover vil være spærret af med gitter. Foto: TV 2 Lorry

I samarbejde med TV 2 Lorry

Det bliver fremover svært for kajakker og småbåde at komme ind i Københavns Havn sydfra. Det sker som reaktion på sidste års vandscooter-ulykke.

Det får nu konsekvenser, at en jolle fuld af unge turister sidste år blev påsejlet i Københavns Inderhavn.

En vandscooter torpederede båden i høj fart, og ulykken kostede to unge amerikanske kvinder livet.

Vandscooter-sejladsen i inderhavnen var længe blevet påtalt af fritidssejlere, og i tiden efter ulykken var alle parter optaget af, hvordan man undgår en lignende situation i fremtiden.

Nu anbefaler politiet så By og Havn at spærre for sejllads gennem de såkaldte stigborde ved slusen med et gitter. Og til TV 2 Lorry oplyser By og Havn, at der ikke er andet at gøre end at efterleve det, når det drejer sig om et sikkerhedskrav.

Kollektiv straf

Gitteret skal holde vandscooterne sydfra ude, men desværre rammer det også de tusindvis af andre fritidssejlere, der fremover vil være afhængig af en sluse, der skal betjenes af sejlklubbernes medlemmer.

Sejlerne mener dog, at den er svær at betjene, og bemandingstiden er yderst begrænset, hvilket også vil have en negativ effekt på sejladsen.

- På grund af en ulykke straffer man kollektivt, siger Søren Danielsen, der er medlem af Bådklubben Valby.

Men det er der altså ikke noget at gøre ved lige nu.

Søren Danielsen forudser dog, at lukningen vil få store konsekvenser for det københavnske sejlerliv:

- Man forhindrer de 10 bådklubber, der ligger på den ene side af slusen, i at komme igennem med deres familier til Papirøen eller til almindelig sommerunderholdning. 

Her spærres havnen
Her spærres havnen Foto: TV 2 Lorry

Politiet forstår - men står fast

Allan Nyring er ledende politiinspektør i Københavns Politi. Han forstår godt sejlernes frustrationer, men henviser til sikkerhedsaspektet.

- Vi har stor forståelse for den betydning, det kommer til at få for de daglige brugere, men vi tør ikke tage risikoen for, at der igen kommer nogle sejlende, og vi ser endnu en forfærdelig ulykke, siger han til TV 2 Lorry.

Det første gitter er allerede monteret, og den 26. marts kommer der til at være spærret helt af.

Heldigvis for sejlerne åbner politiinspektøren for, at man kan genoverveje løsningen på et senere tidspunkt

- Når sæsonen er overstået, er det klart, vi laver en evaluering, hvor vi siger: "Hvad betød det her så?" og så vil vi gå ind og lave en ny vurdering, siger han.