Sækkevis af affald smidt i skoven - nu er der fundet et navn i skraldet

I samarbejde med TV 2 Lorry

Et helt læs affald er blevet dumpet i Store Dyrehave - og det er ikke første gang. Affaldet kan måske afsløre gerningsmanden.

En skovgæst gjorde torsdag eftermiddag et fund, som bestemt ikke hører til i skoven.

I Store Dyrehave i Hillerød lå et stort læs affald. Sække i massevis dumpet af en ukendt gerningsmand.

Gæsten ringede straks til Naturstyrelsen, som nu har taget sig af affaldet.

Det fortæller skovløber Bjarne Persson til Hillerød Posten.

Affaldet kan måske afsløre gerningsmand

- Vi vil fjerne det så hurtigt som muligt, og så må vi prøve at se, om vi kan finde ud af, hvem der har smidt det i skoven. Vi går det hele igennem for at se, om der er noget, der kan identificere gerningsmanden. Og så melder vi det selvfølgelig til politiet, hvis vi finder noget brugbart, siger skovløberen til avisen.

Dette er helt normal procedure.

- Der kan for eksempel ligge nogle breve eller telefonregninger, uddyber Bjarne Persson til TV 2 Lorry. 

Det vides ikke præcist, hvornår affaldet er dumpet.

Naturstyrelsen fortæller til TV 2 Lorry, at de klokken 7 fredag morgen har hentet affaldet.

Efter at have gennemrodet det, fandt de navn og adresse på en person.

Sagen vil blive anmeldt til politiet, og affaldet er blevet destrueret. 

Kommer i bølger

Det er dog ikke første gang, at skovløberen oplever folks manglende respekt for naturen:

- Det kommer lidt i bølger, men det er specielt i forårsmånederne, det er et problem. Det hænger måske sammen med, at der er mange, der går i gang med den store forårsrengøring og får skrabet en masse affald sammen, siger Bjarne Persson til Hillerød Posten.

- Det undrer mig virkelig. Hvad pokker sker der inde i hovedet på folk? De kan jo bare køre på genbrugsstationen og aflevere det. Jeg forstår ikke, at folk kan finde på at smide det i skoven, slutter han.

Skraldet.
Skraldet. Foto: Martin Warming / Hillerød Posten
Det lå på begge sider af stien.
Det lå på begge sider af stien. Foto: Martin Warming / Hillerød Posten