5-årig faldt otte meter ned fra åbent vindue

16x9
Meldingen om faldet kom til alarmcentralen klokken 16.18, og drengen blev straks transporteret til undersøgelse og behandling på Rigshospitalet i København. Foto: Arkivfoto/Region Hovedstaden

I samarbejde med TV Øst

En dreng på fem år slap med en grim forskrækkelse, da han tirsdag eftermiddag faldt ud ad et vindue i Ringsted.

En 5-årig dreng fra Ringsted faldt tirsdag ud ad vinduet og røg syv-otte meter mod jorden i frit fald.

Nærmest som ved et mirakel slap drengen fra hændelsen uden fysiske skader, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Var det en voksen, der var faldet, så var det næppe endt så lykkeligt

Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi

- Han var kravlet op i vindueskarmen og havde fået det åbnet. Og så faldt han ud ad vinduet og direkte mod jorden, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

En voksen var næppe sluppet så heldigt fra det

Drengen landede heldigvis i noget blød græs og jord og var ved bevidsthed, da voksne nåede frem til ham. Her lå han og græd. 

Meldingen om faldet kom til alarmcentralen klokken 16.18, og drengen blev straks transporteret til undersøgelse og behandling på Rigshospitalet i København.

- Heldigvis slap han uden fysiske skader. Da vi fra politiets side ringede til hospitalet ved 21-tiden sad han og så tegnefilm i fjernsynet. Det er jo fantastisk, at han slap så heldigt fra det. Var det en voksen, der var faldet, så var det næppe endt så lykkeligt, siger Carsten Andersen.