Ansatte på sygehus har fået fnat

16x9
En patient på Kolding Sygehus har smittet ansatte med fnat. Foto: Hans Lausten / TV Syd

I samarbejde med TV Syd

Flere ansatte på Kolding Sygehus er blevet smittet med fnat. Her får du gode råd til at undgå fnat.

Det er flere ansatte på karkirurgisk sengeafsnit, der har pådraget sig fnat, og smitten formodes at komme fra en patient, der har været indlagt dér i november.

Fnat kan være meget smitsom og Kolding Sygehus opfordrer patienter på sygehuset til at søge egen læge, hvis de får kløende udslæt. Det gælder alle, der har været på sygehuset siden midten af november. 

De praktiserende læger i området har fået besked. Det samme har de patienter, der har været indlagt på den ramte afdeling siden november. De har modtaget et brev fra sygehuset.

Ingen patienter er endnu blevet smittet med fnat, der er uskadelig, men meget irriterende. Fnat smitter let ved tæt hudkontakt med en smittet person. 

- Fnat smitter relativt let, men det forudsætter, at man har haft tæt hudkontakt med en smittet person, siger Jens Kjølseth Møller, der er ledende overlæge fra Klinisk Mikrobiologi på Sygehus Lillebælt.

Alle i husstanden skal i behandling

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør alle i husstanden komme i behandling for fnat, hvis én i husstanden er smittet. Det samme gælder de personer, der har ligget i samme seng som den smittede.

Det er vigtigt, at alle familiemedlemmer bliver behandlet på samme tid, da andre i familien kan være smittet, selvom de endnu ikke har symptomer. 

Vask håndklæder og sengetøj

Håndklæder, sengetøj og den smittedes tøj skal vaskes ved minimum 60 grader i forbindelse med behandlingen. Hvis tøjet ikke kan tåle at komme en tur i vaskemaskinen, så skal det et døgn i dybfryseren eller stilles for sig selv i en plastikpose i 48 til 72 timer.

Efter man er blevet behandlet for fnat er der ikke længere risiko for, at man smitter andre, men kløen kan fortsætte i nogen tid efter behandlingen.