Kløvedal for syg til flere bøger - det skulle de have handlet om

16x9
Troels Kløvedal til søs. Foto: TV 2

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Troels Kløvedal er så dødssyg af nervesygdommen ALS, at han mod sin egen vilje ikke kan skrive de bøger, han ellers ønsker

Søfareren Troels Kløvedal, der til daglig bor i Gravlev på Djursland, har haft stor succes med sin seneste bog 'Alle mine morgener på jorden', der på den første måned er solgt i 40.000 eksemplarer.

Desværre for alle Kløvedal-fans bliver bogen den sidste fra hans hånd.

Det skulle være bøger, jeg havde skrevet i det otium, jeg aldrig får

Troels Kløvedal

- Jeg må desværre nok erkende, at jeg er for syg til at skrive en hel bog mere. Jeg har sværere og sværere ved at ramme tasterne på min Mac, skriver Troels i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

- Men var jeg ikke blevet syg af denne besynderlige sygdom ALS, som der ikke findes nogen behandling for selv her i 2018, havde jeg nok skrevet et par bøger mere, fortsætter han.

Troels Kløvedal kan ikke længere tale, men skrive, det kan han stadig, og det er altså det, der er blevet til en form for livstestamente i bogen 'Alle mine morgener på havet'.

Hvis han havde haft overskuddet til det, ville der være kommet flere opfølgere.

- Jeg havde nok skrevet et par bøger mere – én om Grækenland og dets kultur, historie og mytologi, som jeg hele livet har været betaget af og så én om Danmark i forlængelse af mine TV 2 Fri-udsendelser, hvor jeg besøgte og fortalte om mine yndlingsforfattere og malere, skriver sømanden.

Har en stor plads i danskernes hjerter

Han må dog erkende, at det bliver umuligt.

- Men altså jeg er for syg. Det skulle være bøger, jeg havde skrevet i det otium, jeg aldrig får, lyder det sørgmodigt fra ham.

Han har en stor plads i danskernes hjerter. Mange er fascineret af det liv, han har levet og har haft en drøm om at gøre det samme

Johannes Riis, Gyldendal

'Alle mine morgener på havet' er altså i skrivende stund solgt i 40.000 eksemplarer, og det er meget usædvanligt på blot én måned, lyder det fra forlaget Gyldendal.

- Salget er et udtryk for, at Troels har et stort publikum i hele landet. Han har holdt et hav af foredrag og talt til folk i alle lag og i alle aldre, siger litteraturdirektør hos Gyldendal, Johannes Riis, og fortsætter:

- Han har en stor plads i danskernes hjerter. Mange er fascineret af det liv, han har levet og har haft en drøm om at gøre det samme.

I bogen afslører Kløvedal blandt andet, hvad der skal med skibet Nordkaperen, som han har sejlet verden rundt i.
I bogen afslører Kløvedal blandt andet, hvad der skal med skibet Nordkaperen, som han har sejlet verden rundt i. Foto: Privat

Mærker hvordan legemet forfalder

Sammen med Christiania-advokaten Knud Foldschack har Troels Kløvedal sikret, at Nordkaperen kommer til at sejle videre med hans ånd ombord.

Jeg er syg og mærker hver dag, hvordan mit legeme forfalder. Mit hoved er normalt, men min krop forlader mig stille og roligt

Troels Kløvedal i bogen 'Alle mine morgener på havet'

- Jeg har testamenteret skibet til mine 5 børn og 10 unge styrmænd- og kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige ombord og sejle den, skriver Troels Kløvedal i bogen, hvor han også sætter ord på sin sygdom:

- Jeg er syg og mærker hver dag, hvordan mit legeme forfalder. Mit hoved er normalt, men min krop forlader mig stille og roligt. Det føles som at gå på en skovsti, og så forsvinder mit før så sunde legeme pludseligt ned ad en anden sti, mens mit hoved fortsætter som planlagt, skriver Troels Kløvedal.

Han kan ikke længere spise normalt og får mad gennem en sonde. Vejret får han hjælp til at trække gennem en respirator.